Amerikansk indiefilm indfanger perfekt zeitgeisten blandt de nystartede universitetsstuderende, der endnu ikke er kommet ud af deres komfortable skal.

Alex (Cooper Raiff) er lidt af en nar.

For selvom han er førsteårsstuderende på college i Californien, langt væk fra de trygge rammer i Texas, og godt og grundigt ensom, så er han lidt en nar – og det er fedt.

Instruktør-, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Cooper Raiffs debutfilm ’S#!%house’, eller bare ’Shithouse’, er en simpel historie: dreng føler sig udenfor, dreng møder pige og forsøger at gøre alt for, at det skal være dem for evigt.

Men det er bare det problem, at han er lidt af en nar.

Amerikansk lortetærte

Det er ikke så meget anderledes end, hvordan nærmest samtlige amerikanske ungdomsfilm har skildret unge mænd i stadiet omkring slut-high school, start-universitet.

Enten er de en flok liderlige hormonbomber, der tænker med pikken, eller også er de en ultra føle-føle-type, som ingen andre forstår.

Alex hører til i den sidste kategori.

Når han ikke ringer hjem for at snakke med sin mor og teenagelillesøster og fører mentale samtaler med sin bamsehund, bruger han tiden for sig selv. Den krampagtige hjemve hæmmer ham i at skabe bare én meningsfyldt relation, og det er først, da hans roommate Sam (Logan Miller) hiver ham med til en fest i det titulære fraternitetshus Shithouse, at tingene ændrer sig.

For dér møder han Maggie (Dylan Gelula).

Hun er andetårselev med styr på tingene (eller sådan virker det i hvert fald umiddelbart for Alex). Inde bag facaden er hun dog mindst lige så usikker som ham, hvor en turbulent barndom har efterladt ar i sjælen.

To ryk og ingen aflevering

Rom-com-guderne kunne næsten ikke have skrevet det bedre selv, og da Alex og Maggie tilfældigt mødes tilbage på kollegiet, hvor hun er RA (en slags vicevært for både praktiske og mentale anliggender), og han bor, er der lagt op til den helt store passionerede nat.

I fin trit med  filmens tone hidtil er det en akavet oplevelse, der piller al glamouren omkring et one-night-stand fuldkommen fra hinanden. Hun er mere erfaren, mens han blot har været sammen med én før hende, og kombinationen af en halvhøj promille og præstationsangst får ham til at kapitulere med ordene ”Jeg tror, alt blodet er i min hjerne”.

Herefter tilbringer de natten sammen med at drikke vin, fordi de ikke har andet at lave, og begiver sig ud på en stor vandring for at begrave Maggies nyligt afdøde skildpadde. Det er tydeligt, at Raiff har draget inspiration fra sin med-texaner Richard Linklater, der igennem karrieren netop har excelleret i disse fortællinger, der foregår over en dag eller to (hej, hej ’Dazed and Confused’ og ’Before’-trilogi). Det er småsnak om alt fra familieforhold til tolkningen af Jennifer Garner filmen ’13 snart 30’, hvor nuancerne i karaktererne stødt og langsomt bliver blotlagt med finesse.

OK zoomer

’S#!%house’ står og falder på kemien mellem Raiff og Gelula.

Ved første øjekast var den dødsdømt, og det skyldes, at manden med hele det kreative ansvar ikke er verdens bedste skuespiller. Han går benhårdt efter at ramme indiefilmens ærketypiske quirkyness – en af den slags klichéer, der bærer en lille dunst af prætentiøs- og studentikoshed med sig.

Men desto længere hen i filmen vi kommer, desto bedre (læs tålelig og nuanceret) bliver Raiff i sit skuespil. Replikkerne bliver ikke småmumlet, men leveret velartikuleret og med overbevisende indlevelse. Ja, han bliver ligefrem likeable!

Derfor er der intet andet for end at give stor cadeau til Cooper Raiff for en af de mest interessante debuter i lang tid. Med tanke på at filmen bygger på en 50 minutters kortfilm, hvor han også dér spillede hovedrollen overfor sin daværende kæreste (lettere akavet), er det nærliggende at se ’S#!%house’ som et indblik i, hvem han er som person.

Han er lidt af en nar, men i sidste ende mener han det godt, og forhåbentlig følger han op på den lovende start på karrieren. Cooper Raiff kan blive stor.