Vi ved det godt. Nogen mere bevidst end andre måske, men vi får det sågar at vide hver dag igennem medier og andet formidlingsmateriel; den grumme kendsgerning at jordens tilstand, såvel miljømæssigt som økonomisk, aldrig har været værre. Alligevel vidner vores daglige agenda ikke synderligt om en stillingtagen til disse problematikker – i hvert fald ikke for den gængse mand. Ej heller for de regeringshavende instanser, der i stedet fabler op om mere vækst og fremskridt. Men kan det blive ved? 



Det er i store træk hvad amerikanerne, Shirley på 90 år og Hinda på 89, stiller sig selv undrende over for i den nye dokumentar, Shirley & Hinda – Oprørske Oldemødre. En film der om noget andet stiller sig kritisk over for den økonomiske situation i det nutidige globalsamfund. De to ældre damer beslutter efter det amerikanske børskrak i 2008 at sætte sig ind i den gotiske knude, der udgør det økonomiske system og dermed trodse de gamle trætte ben og anden dårligdom. Deres overordnede mål er klart formuleret i et spørgsmål: kan økonomien blive ved med at vokse?

‘Can we just keep on growing?’

Duoens evindelige langsomme tempo bliver en lænke om foden på den første store del af filmen, der som de to ældre medborgere snegler sig af sted i et tempo som kræver en stor del tålmodighed af biografgængeren. Men når tilvænningsprocessen til el-scootere og dårlige hofter er overstået, er det så meget desto mere befriende at følge de to levende artefakters rejse imod en større forståelse af den økonomiske verden.

En verden der netop ikke kun i store dele skjuler sig for damerne i pensionsalderen, men erkendeligt også for undertegnede. Og det er faktisk filmens styrke, at dens hovedpersoner ikke har forstået noget som helst af det overordnede tema før hen mod filmens afslutning.

For Shirley og Hinda fungerer som et perfekt middel til at pille de høje herrer ned. Økonomer, teknokrater og en enkelt professor i fysik som filmen igennem forsøger at forklare de gangbesværede madammer, hvad al den snak om vækst egentlig går ud på. Det kræver ingen forkundskaber i tung makroøkonomi at følge tankegangen hos de to damer, når de samtidigt skal agere interviewere og prøve at erkende den viden de får serveret fra disse indviede i det store økonomiske spil. Og oftere end ej er det interviewofrene der sidder tilbage med gabende flab, uforstående over for de mest simple men ganske filosofisk grundede spørgsmål som makkerparret disker op med. ‘Bliver du lykkelig af alt det ragelse du køber?’, ‘Hvad sker der hvis vi stopper med at vokse?’ bliver der spurgt. Det er befriende originalt i sin fremstilling.

Det er samtidig hylende morsomt at se de velformulerede kloge hoveder snuble over deres egne ord for at forsøge at svare nogenlunde sagligt på Shirley og Hindas jordnære spørgsmål. Filmens interviews formår på den måde at blive befriende humoristiske og samtidigt oplysende. Selv for det umage par med en samlet alder på knap 200 år.

Fra det store til det små

Shirley & Hinda – Oprørske Oldemødre er også en skildring af livets sidste alder og et indblik i, hvad man som menneske må gennemleve i disse år. Især en hofteoperation hos Hinda, sætter de sidste dage og døden i relief for makkerparret og her transformeres filmen til at blive mere end snak om økonomi og sætter det menneskeligt perspektiv i højsædet.

Denne skildring formår heldigvis at forblive tilpas hjertevarm uden at kamme over i det patetiske. Det skyldes i store dele den livsgejst, der stadig hersker hos de to aldrende madammer. Især Hinda, tidligere bosat i New York, tager filmen igennem teten som det rebelske islæt og må flere gange hive Shirley lidt i mormortrussen for at få hende med på deres fælles mission. Ja, altså lige indtil filmens klimaks omkring en helt speciel middag på Wall Street.

Men det og resten af filmen må man selvfølgelig selv opleve, og det kan anbefales hvis man kan tåle en dokumentar grænsende op imod at blive en mock.

Der er desværre mange steder hvor den 4. væg uintentionelt brydes ned og det filmiske set-up, som instruktør Håvard Bustnes har sat op, udstilles. Det er synd, for filmen har utvetydigt et godt og reelt budskab og formår langt hen af vejen at formidle det på bedste facon.