Den debuterende instruktør-duo Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid har skabt den mest fysiske og brutale film siden Nicolas Winding Refns ’Pusher’-trilogi.

”Jeg kan ikke trække vejret!”

Det er ikke svært at se, hvorfor man umiddelbart kan drage paralleller mellem ’Shorta’ og mordet på George Floyd og de utallige andre, triste skæbner, hvor de sidste ord er en rædselsslagen bøn om nåde.

Historien minder da også flere steder om noget, vi har hørt og set før – både i virkeligheden, men også fra fiktionens verden.

De to politimænd, veteranen Mike Andersen (Jacob Lohman) og den yngre Jens Høyer (Simon Sears), er på patrulje. Efter den sædvanlige omgang døde junkier og halvsnalret mødre med baby på bagsædet, følger de en bil ind i ghettoen Svalegården. Beboerne der hader pansere. Især efter at 19-årige Talib Ben Hassi ligger i koma efter en brutal anholdelse foretaget af nogle kollegaer.

Og da meddelelsen om hans død når bebyggelsen, bryder Helvede løs, og de to betjente skal nu forsøge at slippe væk sammen med deres anholdte, knægten Amos (Tarek Zayat), inden der står stegt pansersvin på menuen.

Gråzoner

Instruktører og manuskriptforfattere Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid har været inspireret af 00’ernes hårdkogte strømer-film som ’Training Day’, hvor lovens lange arm oftest er hurtigere til at tilbyde en knyttet næve i fjæset end en hjælpende hånd.

Både Mike og Jens er lidt flosset i kanten. Førstnævnte, den gamle ræv, er en brovtende stereotyp, hvis loyalitet ligger hos sine med-betjente, hvor der til gengæld stadig ligger en snert af moralsk retskaffenhed gemt i den unge idealist. Umiddelbart er det klassisk good cop/bad cop, men filmskaberne lægger masser af små frø ud til at indikere, verden måske ikke er så sort/hvid, som den lige ser ud.

Følsom machoverden

Sears og Lohman leverer begge pragtpræstationer, hvor de både rammer de følelsesmæssige aspekter til perfektion, men også leverer noget af det mest fysiske skuespil, der er set i dansk film i lang tid. Der bliver løbet, hoppet og langet øretæver ud med stor bravur og overbevisning. Hvert slag lander som den ondeste mavepuster, og især en kamp inde på et toilet bliver hængende på nethinden efter filmen er slut.

Mere menneskelige sider bliver åbenbaret gennem Amos. I en af ’Shorta’s få, men uendeligt befriende, sjove scener, bliver den hårde facade smidt over en diskussion om fodbold. Det er den slags halvgrov snak, som fans af forskellige klubber elsker at smide efter hinanden. Øjeblikket knytter dem sammen – simpelt, subtilt og elegant.

Frygtens sang

”I sætter dagsordenen,” fortæller chefen på politistationen, inden patruljerne skal ud på gaden. Til tonerne af Martin Dirkovs intense og diabolske underlægningsmusik fræser vi rundt fra sted til sted.

Svalegården er i sig selv en labyrint, med trusler lurerende om hvert eneste hjørne og er med til at sende paranoiaen hos Mike og Jens helt op i det røde felt. Der bliver den, og det er dér faren for fejl opstår.

Medmenneskeligheden er nemlig det første som ryger, når ens eget liv er i fare. Ølholm og Hviids vælger mådeholdenhed i forhold til at karikere eller dømme karakterernes handlinger. Der er skam rigtigt og forkert, men de giver os luft til at lade de forskellige personers argumenter og erfaringer være motivation for deres handlinger.

Når Mike og Amos konsekvent oplever had, så er der en grund til at de agerer som de gør, uanfægtet om det er rationelt eller i orden. Spørgsmålet er så, om det er for sent at ændre sig, eller om du vitterligt er fastlåst på den vej, alle andre omkring dig har besluttet, du skal være på.

’Shorta’ er intet mindre end en mavepuster til dansk film og sætter en ny standard for, hvordan en actionfilm med noget på hjertet skal skrues sammen. Ikke siden ’Pusher’, hvor Kim Bodnia løb fra panserne og hoppede i Peblinge Sø, har en film fra den her lille andedam efterladt så kraftfuldt og markant et indtryk, der sidder så længe i kroppen, som da Nicolas Winding Refn og Jens Dahl gjorde Vesterbros gader usikre i midt ’90erne.