Problematisk 2’er halter efter forgænger

Den oprindelige ’Sicario’ er en af de bedste film fra 2015, og en af de bedste krimithrillers nogensinde. Filmens fænomenale, stemningsmættede lydside var skabt af afdøde Jóhan Jóhannsson, en af vor tids største filmkomponister. De følelsesladede og overdådige billeder tilvejebragt af mesterfotografen Roger Deakins. Det hele under kyndig ledelse af Denis Villeneuve, hvis humanistiske udsyn og politiske harme farver og beriger fortællingen, uden at være prædikende eller skyggende for højintense actionsekvenser og gru.

Ingen af disse kunstnere har været en del af 2’erens tilblivelse.

Efter originalens pæne indtjening blev det udmeldt, at der skulle laves en trilogi. Den oprindelige manuskriptforfatter, Taylor Sheridan, blev straks sat på opgaven, og nu er ’Sicario 2: Soldado’ over os.

Trumps våde drøm
Islamiske terrorister dræber 15 mennesker i et supermarked i Kansas City. Med visheden om, at narkokartellernes menneskesmuglere hjalp dem ind i USA, erklærer Præsidenten krig mod kartellerne. CIA har derved carte blanche til at smide fløjlshandskerne.

Hvor første film som et af sine temaer belyste militariseringen af det amerikanske politi, er politi-delen i efterfølgeren fuldstændig gået fløjten. Borte er Emily Blunts rolle som moralsk kompas og repræsentant for publikum, tilbage står kun Josh Brolins Matt Graver og Benicio Del Toros Alejandro. De to skruppelløse antagonister fra sidste film beordres i denne til at starte en krig imellem kartellerne. Alle metoder er tilgængelige, og ingen spørgsmål vil blive stillet – ”no rules this time”. Deres plan indebærer kidnapning af en kartelleders datter, men planen får uforudsete konsekvenser.

Fra mesterværk til makværk
Instruktøren i denne omgang er den relativt ukendte italiener, Stefano Sollima. Med talrige krimifilm i ryggen bringer han en mere konventionel tilgang til genren i spil. Væk er etterens omtanke og tålmodighed, væk er de humanistiske undertoner, væk er den udtalte politiske harme. Tilbage er en klassisk actionthriller der er større, vildere, mere brutal; mere ”Hollywood”, mindre troværdighed og nerve.

Billed- og lydside er velfungerende, men naturligvis ikke helt på forgængerens niveau. ’Sicario 2’s store actionscener er intense og voldelige, med masser af flotte indstillinger. Særligt en helikopterjagt til slut er et imponerende skue, men desværre mangler filmen dramaturgisk action.

Filmen har ingen hovedkarakter! De to protagonister, Matt Graver og Alejandro, er de samme faste klipper fra sidste film. De har næsten ingen karakterudvikling. I sidste akt bortkaster filmen alle fortælletråde til fordele for én ny. Det føles forceret og klodset. Ud af ingenting får vor (ellers velspillende) protagonister pludselig en snært af moral, som ikke rigtig er blevet sat op tidligere i filmen. Publikum mangler i den grad en karakter a la Emily Blunts Kate Macer. Unge Isabela Moner der spiller karteldatteren kunne have været en sådan, men manuskriptet giver hende ikke lov til at være andet end kastebold for de andre karakterer.

Den triste to’er
Man skal selvfølgelig prøve a måle en efterfølger på sine egne præmisser, men det er svært når det er så tydeligt, hvor den går galt i byen i forhold til sin forgænger. Når filmen så i tilgift står i moralsk og politisk modsætning til centrale temaer fra ’Sicario’, ja så er sammenligningen uundgåelig. Desværre ikke til 2’erens fordel.

’Sicario 2’ er flot, klam og til tider spændende. Men det er en hul oplevelse hvor macho-militarismen alene bærer læsset. Der er så stor en modsætning til filmens ophav, at det ærligt talt er provokerende. Dens apolitiske karakter er især frustrerende, når man er bevidst om udviklingen af de amerikansk-mexicanske relationer siden 2015. Se den kun for spændingens skyld, og glæd dig over hvor meget bedre forgængeren er.

Foto: kino.dk