Pornoen i New York havde sin gyldne æra i 70’erne og 80’erne. Ludere, alfonser og politiet gik skulder ved skulder ned ad stræderne i neonlysenes skær.
Epicenteret var Times Square.
Før Disneybutikker og gigantiske reklamesøjler med billeder af den næste, store blockbuster eller Broadway- produktion og andre turistfælder udgjorde New Yorks hjerte, var Times Square en lurvet del af det Store Æble. For den rette pris kunne du her få et flygtigt bekendtskab eller et hurtigt fix.
I nu tre sæsoner har David Simon og George Pelecanos ageret guides og vist opturene og fiaskoerne blandt aktørerne på 42nd Street i’The Deuce’. De to forrige sæsoner fandt sted i henholdsvis start- og slut-70’erne, og her i tredje og sidste omgang er vi i midt-80’erne.
Porno har aldrig været større, men VHS’ indtog rykker filmene fra biograferne og ind i folks stuer.
En ændring, den ambitiøse instruktør og tidligere prostitueret Candy (en spektakulær Maggie Gyllenhaal) ikke helt er klar til at omfavne. For nu vil alle se amatører knalde, hvilket opportunisten Frankie (James Franco) har været hurtig til at springe med på, og han er nu storleverandør til de lokale forhandlere af afklædt litteratur og film.
Afbleget glitz og glamour
Som det, med meget få undtagelser, er kutymen i en David Simon-serie, er der flere historier i gang.
Ganske som i hans magnum epos ’The Wire’ ser vi producenterne, brugerne og dem, der forsøger at stoppe den syndige livsstil, hvad enten det drejer sig om porno, prostitution, eller hvordan man nu kan tjene en dollar eller to.
Alfonsernes storhedstid er efterhånden ovre, og i deres sted dukker talentagenter op. Lori (Emily Meade) formåede at skifte New York ude med det solbeskinnede Los Angeles, men hvad der umiddelbart virkede som et skridt op i forhold til livet under den brutale CC, viser sig nu mere eller mindre bare at være det samme som før – blot med flere penge og mere coke.
Netop narko har fået en markant større rolle i tredje sæson. Den er blevet mere tilgængelig, og volden, der følger med på grund af kamp om territorier, er også eskaleret eksplosivt. Dog ikke så meget som den epidemi, der raserer USA på det her tidspunkt.
Sex dræber
AIDS har fået et solidt greb om samtiden og tager alle, som enten er så uheldige at dele en beskidt nål med en smittet eller et fysisk øjeblik med den forkerte.
Ejeren af forskellige homo-venlige etablissementer, Paul (Chris Coy) mærker truslen fra AIDS-smitten i sit professionelle liv, hvor der ikke kommer så mange gæster som tidligere. Men også tæt inde på sig selv i form forholdet til den smittede skuespiller Todd (Aaron Dean Eisenberg). Det er hjerteskærende at se, hvordan fortvivlelsen, accepten og resignationen langsomt sniger sig ind hos dem begge.
Kapitalismen og yuppierne er også kommet og trives i fuldt flor. Så længe, der er penge at tjene, så betyder det ikke noget, hvordan man gør det – uskyldig naivitet må i denne sæson af ’Deuce’ vige for kynisk jagt på mammon.
’The Deuce’ er endnu et mesterværk fra David Simon og George Pelecanos hånd. Skuespilpræstationerne er eminente, med Gyllenhaal som det absolutte højdepunkt. Historierne er fascinerende, og måden hvorpå de bliver vævet sammen, er manuskriptarbejde på ypperste niveau.
Tre gange er terningerne blevet kastet, og tre gange har der været gevinst i fortællingen om sex i New York.