Efter 25 års venten tager Martin Scorsese os på en spirituel rejse med ’Silence’. Guds eller rettere Scorseses veje er uransagelige.

Året er 1633. Jesuitordenen har mistet deres portugisiske Father Ferreira (Liam Neeson) i Japan. I den katolske kirkes navn drager hans to tidligere elever, Francisco Garupe (Adam Driver) og Sebastian Rodrigues (Andrew Garfield) på missionen for at finde ham. Men i et land, hvor inkvisitionen foragter den kristne tro, bliver det et livsfarligt forsøg for jesuitpræsterne. 

O quê?
I første dialogscene møder vi Garupe og Rodrigues, der diskuterer med Fader Valignano (Ciarin Hinds) om deres mission forude. Alle tre har fået smurt deres amerikanske sprog med en mere eller mindre vellykket portugisisk accent, men at anvende to hypede amerikanske skuespillere har sin pris. Undervejs i scenen tegner der sig et billede på min nethinde. Dette kunne være en parodi til en Saturday-night-live sketch. Som ægte Hollywood stjerner har Driver og Garfield fået den overbevisning, at dét at være en skuespiller gør, at man kan spille hvem som helst – også portugisiske præster i 1600-tallet. I parodien klipper kameraet dernæst til auteuren, Scorsese, der med hans kunstnerlige autoritet dirigere skuespillerne vredt og humoristisk.

Desværre er det bare en forestilling og ingen dåselatter høres i salen, men billedet har svært ved at forlade mig gennem filmen. Som bølgeskvulp mod den japanske kyst kommer og går skuespillernes påtagede, europæiske accent. Heldigvis drukner Drivers taletid bogstaveligt talt undervejs, og den tåkrummende portugisiske accent går lidt i glemsel, da vi bliver introduceret til en japansk og en hollandsk accent samt Guds egen røst. Oven på den amerikanske lyder disse mere vellykkede, selvom opfattelsen af Guds udtale nok kan ligge til diskussion.

Naturen som symbolsk medfortæller
I stilhed flyder en lille træbåd gennem en diset tåge, hvor Rodrigues bliver fragtet rundt blandt Japans landsbyer. Stilheden er indkapslende og foruroligende. En næsten mytologisk rejse til et fjernt helligt sted. Kristendommen, der kommer svævende et sted mellem himmel og jord, og et sted mellem virkelighed og Rodrigues’ tro, idet man fornemmer hans utilpashed blandt de fremmede på båden. Fotografen Rodigo Prieto giver filmens stemning et poetisk billedsprog, der nærer en rituel mystik, der tavst kommenterer på, hvor svært det er for Rodrigues at finde fodfæste i et ukendt farevand.

En film som kan drages association til i både plot og æstetik er uden tvivl Apocalypse Now. Ud over den genkendelige historie (et amerikansk soldaterkorps skal hente en løjtnant forsvundet i Cambodias jungle) har vi ligeledes den klassiske opsætning af menneskets møde med naturen. Rodrigues’ ankomst til Japans kyst består af mudder, regn og mere mudder og gennem forfaldne små landsbyer bliver han kærtegnet af et folk, der er beskidte fra top til tå med… endnu mere mudder. Når de lokale på gebrokkent engelsk skrifter deres synder ser man deres rådne tænder og våde, glinsende øjne (men bare rolig, Rodrigues holder sig selvfølgelig for næsen). Endelig kommer deres frelser. Det kristne folkefærd skal ikke længere leve i en situation af ren pinsel, plage og undertrykkelse af den lokale buddhistiske inkvisitor.

Ligesom i Apocalypse Now befinder de udefrakommende ’civile’ sig i en situation, hvor de ikke er den dominante gruppe længere. I den film var det en form for distanceret ærefrygt af en lokal hellig kultur. Modsat bliver de japanske kristelige i ’Silence’ portrætteret som en skjult modstandsbevægelse, der må holde fast i ’den sande’ religion imod de sadistiske og tyranniske barbarer – igen buddhister – som gør alt for at Rodrigues skal aflægge sit troskab.

Tro og tvivl
Billedsproget går fra at være smagfuldt til at give mig lidt væmmelse. Er denne film et blik på, hvordan jesuitterne, det kristne samfund og Japans buddhistiske styre hvert især opfattede deres religion som den sande i 1600-tallet? Eller er det en film, der skal få mig til at føle udelukkende empati for de kristnes trængsler? Jeg vil ikke kalde det propaganda, så en jesusanalogi falder passende.

Selvom Silence er en fiktiv fortælling ligger den sig stærkt op af historisk fakta. Dette forstærkes af, at Scorsese har valgt at dedikere filmen til de autentiske jesuitter, der drog til Japan i samtiden. At man skal have sympati med jesuitterne er en ambivalent konstellation, Historisk set var det vel de selv samme missionærer, der torturerede folkefærd, som havde andre religiøse overbevisninger end dem selv? Denne realitet er svært at fjerne fokus fra. At filmen ligeledes skildrer et ensartet mørkt og ’urent’ billede af Japan, der gentagne gange bliver refereret til som ’en sump, hvor ingen kristne rødder kan slå ned og blomstre’ gør det heller ikke nemmere.

Den kristne tros gloværdighed i den fiktive verden kunne ligeså vel blive appliceret som i troen på Martin Scorcese som en succesfuld instruktør. Som en af de få får han lov til at realisere et meget personligt projekt. Det er fascinerende at se passionen fra en auteur skinne så tydeligt. I små glimt får vi også mulighed for at se ham på sit kunstnerisk højeste. Disse sekvenser er eksekveret med en høj intensitet af både brutalitet og en inderlig ømhed, der når spirituelle højder og er værd at se på det store lærred.

I sidste ende er det kun Gud, der kan bedømme Scorseses Silence.