Når jeg ser en film om kærlighed, vil jeg gerne kunne mærke, at skaberne selv har været smaskforelskede i stoffet. Sådan en forelskelse kommer ikke kun til udtryk igennem eminent skuespil, en velfortalt historie, en unik humor og en personlig stil. Det er blandingen af alle elementerne og mere til. Det er derfor, vi elsker Det bliver ikke bedre, Jerry Maguire og Da Harry mødte Sally. Og det er derfor, vi nu elsker Silver Linings Playbook .

Et oplagt Oscar-ensemble

Nu er det jo, ikke mindst oven på årets Oscar-uddeling, oplagt at tage fat på skuespillet først. Her var filmen nomineret i alle fire kategorier: Bedste mandlige hovedrolle (Bradley Cooper), bedste mandlige birolle (Robert De Niro), bedste kvindelige birolle (Jacki Weaver) og slet ikke mindst kvindelige hovedrolle (Jennifer Lawrence), som endte med at tage statuetten med hjem.

Cooper er veloplagt og underligt rigtig i rollen som Pat, der – tro det eller ej – er alt andet end en pretty boy. Efter en voldsepisode har han siddet på en psykisk afdeling, men er nu blevet sat ud før tid på forældrenes opfordring. Cooper gør det hurtigt klart, hvorfor det måske var en anelse for tidligt, og hvorfor han er så god en hovedrolleindehaver – han er sjov med sin kyniske åbenhed og sympativærdig med sine patetiske kærlighedskvaler. Dem lykkes det ham at styre uden om den lige så tossede – og hylende morsomme – nymfoman Tiffany (Lawrence), som har svært ved at finde en ven, fordi alle venner ender med ad udnytte hendes sygdom.

Filmen følger Pats kamp for at genvinde fatningen og kærligheden fra sin utro kone, som har et tilhold imod ham – og den eneste, der kan hjælpe ham med det, er Tiffany. Udenom cirkler alle de små historier, som udfyldes af De Niro, Weaver og også de to ellers næsten glemte spillere, i hvert fald på den seriøse scene, Julia Styles og Chris Tucker, som er mere eller mindre ude af vante rammer og beviser, hvor vigtig en god casting director er.

O. Russels overskud bærer frugt

Og selvom det først og fremmest er skuespillernes film, har den erfarne og alsidige instruktør, David O. Russel, sat sine præg, som filmen slet ikke kunne have været foruden. Hvor de fleste romantiske komedier slet ikke vidner om at have haft en instruktør med noget at sige, har Silver Linings Playbook en personlig stil og tone. Det er alle de små ting, der gør det. Det er valget af musik, kameraføringen og det konfronterende råb, Tiffany kommer med, hver gang hun vil i kontakt med Pat. Det er filmens gevaldige overskud til kærlighed og komedie.

Det hænger naturligvis også sammen med et mere-end-glimrende manuskript, hvor alle karakterers personligheder og nuancer kommer frem igennem intelligent skrevne og helt igennem morsomme replikker, der også uden skuespillernes udtryk bringer unikke personligheder frem i hver stor og lille karakter. Og ligeledes er det alle de skæve scener – eksempelvis det formelle middagsselskab, hvor Pat dukker op i Jersey-trøje og diskuterer lykkepiller og andre fornøjelige receptmidler lystigt med Tiffany. Alt dette griber O. Russel med bravour.

Derfor ender Silver Linings Playbook med en høj karakter og en plads på min filmhylde med nyere tids bedste romantiske komedier.