Vaffanculo! Det er bare så hårdt, når éns kælefår kollapser efter en lang dag på trampolinen, men Silvio tager det – ligesom alt andet – med et smil.

Når jeg sidder i lille Danmark og forsøger at oversætter min olivenolierede filmoplevelse til mit eget miljø, så står det klart, hvor usexede og kedelige vores egne statsoverhoveder er. Lige meget, hvor gerne jeg vil, er det utroligt svært at forestille sig, hvordan en desperat talentspejder/alfons/aspirerende politiker afholder en mdma-forsynet bikiniluderfest foran Lars Lykkes Bolig i Nyhavn for at få hans opmærksomhed.

Anderledes er det altså bare i Italien, hvor rigmand og præmiereminister Silvio Berlusconi i en lang årrække (for kun ti år siden) levede en legendarisk og nærmest romersk hedonisttilværelse. I ’Silvio og alle de andre’ beskæftiger instruktør Paolo Sorrentino sig med den mytologiske politiker, som er over- og underspillet af ingen ringere end Toni Servillo.

Baseret på nogle hændelser i hvert fald
Selvom filmen på overfladen er en slags biografisk skildring af Berlusconis sidste år i politik, så er den på ingen måde ligeså strømlinet og formularisk som de resterende ”biopics”, der fylder biograferne og spiser Oscarstatuetter til morgenkaffen. Faktisk går der hele 45 minutter, før Silvios ansigt for første gang viser sig på skærmen, hvis en nydelig tatovering af hans herlige ansigt på en entusiastisk bollende kvindenumse altså ikke tæller.

I stedet bruger især første del af filmen en overordentligt stor rum tid på at dyrke den myte, som manden udgør. Den førnævnte ambitiøse talentspejder Sergio vil gøre alt for bare at møde ham, og ligeledes vil hans gigantiske harem, for alle ved, at lige netop han kan give dem præcis, hvad de ønsker. I denne ikon-dyrkende stil vælger filmen også at være radikalt ligeglad med historisk korrekthed, og det står fuldstændig klart, at der er tale om fiktion.

Det er ekstremt forfriskende, at film som denne og i mindre grad ’Vice’, der kom ud tidligere på året, endelig gør noget for at forny en af de allermest statiske genrer. For med en mand som Berlusconi vil det pompøse og åbenlyst falske billede altid være langt mere ophidsende, end den banale aldrende taber, der står bag ved.     

Silvios ualmindeligt opstillede grimasse af et signatursmil bidrager med en stol del af filmens komik, men også dens uhygge. For ligeså snart han holder op med at smile, ryger illusionen, og ligeledes al interesse og sympati, der måtte være for den ynkelige mandsling.

Når filmen ikke smiler
Den oprindelige Italienske udgivelse af ’Silvio og De Andre’ består af en del et og en del to (’Loro 1’ og ’Loro 2’), og denne internationale udgivelse er altså et sammenklip af de to. Dette har tydelige konsekvenser for filmen, da skiftet i tone og fokus halvvejs i filmen er ret så brutalt. Fra den geniale og opfindsomme udforskning af Berlusconis karisma, falskhed og mytologi bevæger fortællingen sig i anden halvdel ind på mere almindeligt biopic-territorium.

Det meste af denne del er ganske elegant, og langt de fleste af begyndelsens metaforiske tråde bindes der yndefuldt sløjfe på, men enkelte steder bliver filmens ellers smukt subtile og på samme tid aggressive pointer skåret ud i pap. Jeg har ikke brug for at forstå, hvor latterlig en mand Silvio Berlusconi er, for det ved vi alle sammen godt. Det, filmen lykkes så uforligneligt med, er at vise, hvad det er, der er så sindssygt fascinerende ved ham. Det er der ingen grund til at ødelægge.

Det er utroligt smukt, underligt, kreativt, morsomt, smagløst, smagfuldt og vanvittigt seksuelt (der er simpelthen halvnøgne kvinder i hvert andet billede). Så der må være noget til enhver.

(Foto: Angel Films)