Det er let at afskrive en romantisk komedie som Simon & Malou på forhånd. Livet er simpelthen for kort til den slags gentagelser af historien: ”Dreng møder pige. Sød musik opstår før eller siden, men X antal problemer skal lige klares undervejs, før de kan få hinanden i enden…af filmen, that is”!
Hvis man har kørt rundt i de københavnske gader de sidste par uger, har man måske endda også set filmens plakat prydet med de to hovedroller Simon, spillet af Dejan Cukic og Malou af svenske Tuva Novotny. Som de står der, den ene med et halvfjoget smil og en bærbar på skødet, den anden i stram karriererkvinde outfit, lander denne anmelders associationsbarometer på et sted mellem Jonas Elmers filmatisering af Chic lit serien ”Nynne” og Sandra Bullocks seneste film ”The Proposal”. Med andre ord; forventningerne var til at overskue og kunne nemt have været i en af de flyttekasser, som meget af filmens handling centrerer sig om.
Tjekkede Malou har nemlig fået sit ønskejob i København hos et advokatfirma og skal derfor flytte fra Stockholm, hvor hun bor sammen med sin lige så tjekkede kæreste. Simon, der er i gang med at skrive en børnebog, som han er forsinket med, skulle egentlig flytte, men da kæresten slår op, får han ikke lige annulleret opsigelsen. Årsagen er, som Simons liv lidt rodet, men det er vist noget med, at kæresten gerne vil have et barn, og han kan ikke få taget sig sammen til, at få lavet en sædprøve, så de kan finde ud af, hvorfor det ikke er lykkedes.
I det rod står så pludselig effektive Malou og forlanger Simon ud af lejligheden med det samme. På trods af hendes til-væg-sættene argumenter, får den klodsede, men ikke helt ucharmerende, Simon overtalt hende til at lade ham overnatte, så han kan få pakket. En nat der hurtigt bliver til flere, da Simon kommer ud for en ulykke, der forhindrer ham i at bruge begge arme.
I disse scener leverer filmen sine bedste momenter, og manusforfatter Lars Mering får virkelig fyret nogle guldkornede bemærkninger af om svenskere kontra danskere og mænd kontra kvinder. Skuespillet og kemien mellem Cukic og Novotny er perfekt på den der specielle måde, som det parallelle univers romantiske komedier foregår i kræver.
I birollerne lægger man specielt mærke til Mille Dinesen, som Malous bramfrie kollega Søs, der har nogle af filmens bedste replikker. Desværre er Robert Hansen, som Simons bedste ven tilsvarende dårlig i rollen som håndværkeren Carsten.
Alt i alt er Simon & Malou en sød bagatel af en film, der på trods af en del problemer blandt andet med for meget vanetænkning i den dramaturgiske logik, alligevel har et par gode pointer om karriererkvinder og tabermænd i dagens Danmark. Når det hele så serveres med et soundtrack produceret af Kasper Winding og leveret af dansk musiks superliga bestående af Tim Christensen, Steen Jørgensen, Sune Wagner, Ane Trolle og C.V. Jørgensen så tilgiver denne anmelder meget. For det er jo svært at krumme tæer, samtidig med at man tramper med på rytmen.
Lyt til et af de fede numre fra filmens soundtrack; Ane Trolle – Give him a great big kiss
3 ud af 6 stjerner