Dansk teater er i krise. Publikum forsvinder ligesom fondsmidlerne. Til gengæld ses der en stigning i opsætninger af film og tv-serier på de danske teatre. Der har for nylig været premiere på Republique med forestillingen ’Misery’ baseret på filmen af samme navn, med forlæg af Stephen King, og i foråret opsatte Det Kongelige Teater Lars Von Triers populære tv-serie fra 1994 ’Riget´, som blev en kæmpe publikumssucces. Det kan derfor formodes, at dette er en ny tendens, som er en del af en teaterpublikumsstrategi. For hvis noget er en succes på tv, er det sikkert også en succes på de skrå brædder, er det ikke?

Første sæson af Aveny-Ts store satsning på det verdensomspændende fænomen ’Skam’ blev både en publikum og anmelder succes, så hak ved den. Om deres opsætning af sæson 2 bliver lige så populær, må tiden vise, men hvis vi tager udgangspunkt i oplevelsen af denne forestilling, så må svaret nok desværre blive nej.

Skam dig
For de få uindviede så handler ’Skam 2’ om den politisk bevidste og altid korrekte Noora fra 1.g og den selvsikre charmetrold William fra 3.g, der efter lang tids katten-efter-musen-leg bliver forelskede. Men lige som alle teenagefølelser er kærligheden ikke uden problemer.

Den første tydelige udfordring er, at de 12 afsnit af ca. 30 minutters varighed skal koges ned til 1 time og 45 minutter. Dette er det evige problem, når man skal filmatisere eller dramatisere et foregående længere forlæg. Et dilemma som enhver dramatiker sidder med i omskrivningen, hvor man må hugge en hæl og klippe en tå. Men her virker det, som om at man har villet presse mest muligt af fortællingen ind, så tempoet er så højt, at man bliver helt forpustet. Dette har en kæmpe effekt på den essentielle udvikling af William og Nooras forhold, som derved kommer til at virke forhastet og utroværdig.

Kødder du?
Et andet klassisk problem vi løber ind i, i overførslen fra tv/film til teater, er hvordan de genkendelige karakterer fra serien skal reinkarneres i nye afskygninger. Igennem 4 sæsoner har vi lært alle de skønne og lidt stereotype karakterer fra serien at kende og har en klar ide om, hvem de er. Derfor skærer det lidt i øjnene og særligt i ørene når blandt andet Noora i skikkelse af Fanny Bornedal bralrer igennem med sin karakteristiske dybe og hæse stemme, og det ikke er Josefine Pettersens noget lysere stemme vi hører.

Når man overfører fra film til teater skal det give mening, og man skal spørge sig selv hvad er det teaterrummet kan som tv-skærmen ikke kan? Den mening kan være svær at finde. Forestillingen forsøger flere steder at være en tro kopi af serien, hvilket gør det endnu sværere at se forestillingen som sit eget værk og ikke bare et forsøg på at presse serien ind i teaterrummets mørke med vold og magt. Dialogen er nærmest som taget direkte ud af serien, hvor man til tider kan have svært ved at abstrahere fra, at de velkendte replikker med deres nærmest ikoniske ordforråd ikke er på syngende norsk. Omskrivningen til dansk er dog forståelig nok, det er dog bare ikke helt det samme, når Noora kalder William et ”røvhul” i stedet for en ”drittsekk”.

En af seriens genistreger var dens brug af musik, hvilket forestillingen overfører til perfektion. Her er de samme musiknumre genbrugt i både velkendte og nye konstellationer. Fordi tempoet er hæsblæsende, og der jappes igennem handlingen, bliver musikken en påmindelse om de følelser, som serien bragte os. Særligt for den enkelte ’Skam’ connaisseur. Her ser vi dog et bevis på en fin og glidende overførsel som Aveny-T skaber.

En sikker succes?
Succes på tv er altså ikke lig med succes som teater. For netop dét, der gjorde ’Skam’ til noget særligt, var dens evne til at fremstille teenageproblemer troværdigt og være nyskabende i dens måde at vise de unges sms og Messenger-korrespondancer. Dette element integrerer Aveny-T udmærket med brugen af en skærm, hvor publikum kan følge med i disse digitale samtaler. Men det hele virker en kende forceret og unødvendigt.

Den norske seerepidemi er unægtelig blevet et ikonisk værk, som de unge har taget til sig og som de kan spejle sig i. Aveny-T har med sikkerhed også tænkt på disse unge fans, når de har villet opsætte kæmpesuccesen. Man vil have fat i det unge publikum, som der menes at dansk teater svigter, og give dem noget, de kan spejle sig i.  Men hvorfor tage et format, der fungerer så aldeles udmærket, som det er, og placere det på de skrå brædder?

’Skam’ er så populær og så meget oppe i tiden, at den næsten er umulig at overføre til teater på en vellykket måde. Fordi vi kender karaktererne og handlingen så godt, kommer en forestilling hurtigt til at virke jappet, men også som et popularitetsvalg for at få flere publikummer og specifikt de skærmhungrende unge. ’Riget’ fungerede måske, fordi dens popularitet ikke var på sit højeste, men i stedet har fået kultstatus i sin aldringsproces. Dermed kunne ’Skam’ måske have godt af at vente med at bliver overført til teatret, eller måske slet ikke. For det er ikke alle diamanter, man behøver at slibe yderligere på.