SKAM-feberen gjorde en gruppe teenagere fra Oslo vores alle sammens mest dritkul venner. Nu rider teateret Aveny-T på SKAM-bølgen for tredje gang, men hvordan oversætter man et opfindsomt virtuelt univers til teaterets kød og blod på scenen foran en?

Ung kærlighed
Først og fremmest: Hvis man går på Aveny-T med uro i maven over, om de mon har ændret på ens elskede serie, så kan jeg love, at der ikke er forandret nævneværdigt i versionen på de skrå brædder.

Den populære tredje sæson handler stadig om Isaks forelskelse i Even. Gennem seriens episoder blev temaer som homoseksualitet, religion og psykisk sygdom taget op. For Isak begynder at få følelser for Even og isolerer sig mere og mere fra sine venner og sin religiøse mor, fordi han frygter at blive udstødt på baggrund af sin seksualitet.

I løbet af sæsonen følger man Isaks splittelse mellem glæde og forvirring over forelskelsen. Men i takt med det viser sig, at den manglende accept af homoseksualitet primært findes i Isak selv, overtager temaet om psykisk sygdom. Even viser sig nemlig at være bipolær. Det er med andre ord en række vigtige, men også komplekse temaer, der skal formidles til publikum i teatersalen. Og modsat seriens ugelange forløb må Aveny-T forløse dramaet på en time og 30 minutter.

Samtidig er SKAM kendt for at bruge flere medier til at bygge universet op omkring gymnasieeleverne, hvilket gjorde serien meget gennemført. Man kunne følge med i messengersamtaler, Instagramposts og korte klip på SKAMbloggen, når der skete noget vigtigt. 

I episoderne formåede Isak og Evens sæson at skabe et visuelt look med flere ikoniske scener, der var mættet med populærkulturelle referencer. Hvem husker ikke Evens fascination af Baz Luhrmann, der materialiseres i det skønneste kys i en pool?

Det kys får man også lov til at opleve på Aveny-T. Men scenen er forsøgt genskabt så direkte, at det bliver antiklimatisk. Her kan det undre, at man ikke har risikeret at få hele Kosegruppa DK på nakken, og i stedet fortolket kysset på en måde, der egnede sig bedre til teateret. For et hul i scenen er ikke en pool. Det så bare flottere ud i serien end de to fyre, der kysser i et blåt lys på en scene.

Muligheden af et mørkt rum
Scenen på teateret skal danne rammen om hele det virtuelle univers, der er proppet ind i et meget bart, sort rum. Midt blandt publikum står en seng, der kan sænkes og blive til den føromtalte pool eller det badekar, som Isak sidder i i den allerførste scene. Ved hjælp af et kamera i loftet kan man se Isak og Even oppefra, når de ligger i sengen sammen, projekteret over på en stor skærm. Der kan vi også følge med, når Isak får SMSer. Følelsen af, at historien fortælles gennem flere medier, bringes i spil på den måde.

Den nærhed, som serien opnåede ved hyppige internetposts, opstår her, fordi scenen går ud mellem publikum. På forreste rækker sidder man vitterligt en meter fra skuespillerne. På forpremiereaftenen sad der en folkeskoleklasse og fnes, da Isak (Lue Støvelbæk) på et tidspunkt siger, “jeg er jo ikke sådan “homo-homo””. Og det koksede fuldstændig for dem, da Even (Nikolaj Groth) begynder at åbne Isaks bukser lige foran øjnene af dem.

Men den fysiske nærhed og legen med mulighederne i rummet kunne være udnyttet bedre på Aveny-T. Den store skærm kunne have været brugt til mere end blot at projektere et par SMSer, et filmklip eller en enkel baggrund (foruden et dramatisk gimmick til sidst, som du må tage i teateret og opleve!) Jeg savner også mere musik, som serien brugte som effektivt virkemiddel til forstærkning af alle slags følelser.

Et budskab
Tredje sæson er et vendepunkt i forhold til de foregående, fordi serien begynder at bruge sin popularitet til at skabe en platform for formidling af svære emner til unge seere. Det er i denne sæson, at Isaks homoseksuelle roomie Eskild, der på teateret spilles af Andreas Dittmer, begynder at holde velformulerede taler om LGBT+ miljøets historiske udvikling og retten til at kunne udtrykke sig frit. Det er et vigtigt og idealistisk mål, og både serien og teaterversionen tager rollen seriøst.

De fnisende folkeskoleelever sad på første parket til noget, der er vigtigt at høre, når man er et hormonfyldt, ungt menneske, der selv er ved at finde sin identitet og seksualitet. Men man mærkede tydeligt, at energien døde i rummet, fordi ingen teenager gider belæres, uanset hvor relevant emnet er. Derfor kunne Aveny-T godt have skruet ned for “tell” og op for “show” i forhold til at få de unge til at forstå, frem for at banke dem i hoved med tolerancetalerne.

Teateret kan det, at den giver mulighed for en meget mere direkte interaktion med skuespillerene, som de står der lige foran én. Faktisk er der noget fedt over teenagepigerne på første række, der fniser hysterisk. Det er meget lige nu og lige her på en måde, som selv de mest hyppige blogposts bare ikke kan skabe. Selvom fnisene er lidt forstyrrende, er de også en meget direkte reaktion på en meget uformel teaterform, der egner sig godt til unge internetbrugere.