»Se på mig!«. Med insisterende røst tvinger den unge Dina en skælvende Nicodemus til at se hende dybt ind i øjnene. Oplevelsen er svimlende ubehagelig. I de unge skammerøjne ser den vordende fyrste alle sine laster udfoldet. Druk, hor, skuffelse, svigt; alt blotlægges på stribe, men én ting mangler: det frygtelige familiemord som Nico er beskyldt for at have begået.

Dina og hendes mor er med deres særlige evne til at se ind i folks skam, de eneste, der kan bekræfte fyrstesønnens uskyld. De må derfor skaffes af vejen, hvis den magtbegærlige Drakan skal realisere sine planer om at fravriste Nico herredømmet i Dunark. Med hjælp fra nye venner undslipper Dina (Rebecca Emilie Sattrup) og Nico (Jakob Oftebro) imidlertid dragefyrstens greb, men den unge Skammer kan ikke bare sådan lige forlade byen. Hendes mor befinder sig nemlig stadig i Drakans kløer, og tages der ikke affære, vil hun ende sine dage som føde for tronranerens glubske drager.

Bogen bag
Krøniken om Skammerens børn er blandt de få udvalgte fantasyserier, som jeg har læst igen og igen. Ligesom så mange andre har mit purunge teenage-jeg identificeret sig med den udstødte Dina og været smålun på både hendes halvirriterende storebror Davin og den utilpassede, men charmerende fyrstesøn Nico.

Bøgernes massive succes bunder i, at forfatter Lene Kaaberbøl formår at skabe spændingsfyldte historier i betagende universer, samtidig med at hun tager sine unge hovedpersoner og sit tilsvarende ungdommelige publikum alvorligt. Ligesom sine britiske kolleger, Philip Pullman og J.K. Rowling ved hun, at børn sagtens kan klare mosten, og hun tøver ikke med at udsætte dem for alskens ondskab og forhindringer. Kompleksiteten betyder tilmed, at de voksne også sagtens kan være med – også når eventyret foldes ud på det store lærred.

Guldfugle og utvetydig ondskab
Indrømmet, jeg skulle først lige komme mig over det teatralske skuespil, der især på dansk kan virke en kende stift og akavet. Men hurtigt transformerede stivheden sig til helstøbte og helhjertede skuespilpræstationer, der i den grad er nødvendige, hvis en fantasyverden skal opnå troværdighed. I rollen som Drakan personificerer Peter Plaugborg ondskaben i sin reneste form. Det er en fryd at se, hvordan han med overbevisende skamløshed dræber folk til højre og venstre for egen vindings skyld. Også Søren Malling viser endnu engang sit skuespillerværd; her i rollen som våbenmesteren, der indser, at hans rette plads ikke er hos dragens mænd men i retfærdighedens rækker.

Listen bliver ved og ved. F.eks. var jeg mildest talt begejstret for Olaf Johannessen i rollen som Mester Maunus: en halvgakket lærermester, der skjuler den flygtede Nicodemus og bidrager med en kende comic relief i det ellers så middelaldermørke fantasyunivers.

Særligt vil jeg dog fremhæve filmens to debuterende guldfugle. Petra Maria Scott spiller den bramfri Rosa fra Skidenstad, der som en af de eneste tør se Dina direkte i øjnene. Fandenivoldsk og pissehamrende sej – jeg kunne ikke forestille mig en bedre kandidat til Dinas bedste og eneste værdige veninde. Og hold da op, hvor ka’ hende Rebecca Emilie Sattrup altså stirre intenst! Med dette fængslende blik og sit rolige gemyt undrer det ikke, at hun kan tvinge voksne mænd i knæ og forstumme hele folkeskarer. Sørme om ikke instruktør Kenneth Kainz har skudt papegøjen med de to.

Med Dina for øje
Det har han desuden også med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, som fint transformerer det litterære eventyr til filmmanuskript– også selvom jeg-fortælleren Dina naturligvis sættes ud af spil. Det er imponerende, hvordan så omfattende et karaktergalleri stilles op uden at fortællingen mister tempo og uden at Dina mister sin position som den egentlige kerne. For selvom historien betragtes gennem kameraets objektive linse, er det hende, vi følger og føler med.

Ud af Dunark, op i højlandet
Skulle det ikke allerede fremgå, understreger jeg det lige her: Jeg er lutter begejstring! Den gamle fantasyglød er blevet antændt og har smeltet det kolde kritikerhjerte, hvori den lå gemt.

Med det ambitiøse projekt har Kenneth Kainz og co. givet en allerede drøngod historie passende flotte nye filmklæder. Der er hverken blevet sparret på pengene eller på kræfterne, hvilket da også kan mærkes på det helhjertede og stærkt indlemmende resultat. »Se på mig!«, siger Dina, og jeg har ikke et sekund lyst til at kigge væk – heller ikke når dragerne bider til, eller når Drakan stirrer mig ned med sine skamløse øjne. Tværtimod glæder jeg mig som et lille barn, til at næste bog (forhåbentlig) rammer lærredet og at eventyret får lov til at bevæge sig ud i nye territorier og opnå nye højder. For Lene Kaaberbøls univers strækker sig langt ud over Dunarks grænser.