Ny film i ’Skammerens Datter’-serien er det mest habile, danske fantasy i internationalt format siden ’Barda’.

2015 bød på første film om skammerdatteren Dina. Det var en længe ventet filmatisering af fantasybogserien ’Skammerens Datter’ af Lene Kaaberbøl, også kendt som Danmarks J.K. Rowling. De ekstremt populære og velanmeldte ungdomsromaner har udviklet sig til den definitive danske fantasy-bogserie, og har formet utallige unges opvækst i 00’erne og 10’erne.

Den uundgåelige og stort anlagte filmatisering blev vel modtaget af publikum og filmpressen, uden at jeg personligt helt forstår hvorfor. For mig bød første film mest af alt på fladt skuespil samt overfladiske introduktioner af karaktererne og deres indbyrdes forhold.

Efter 3 år er efterfølgeren så endelig landet, og der med ny instruktør i førersædet: Ask Hasselbalch, kendt fra sine succesfulde ’Antboy’-film. Lad mig med det samme slå fast, at jeg er positivt overrasket. Om end ikke fejlfri, så er ’Slangens gave’ en mærkbar forbedring i forhold til sit ophav.

På lavt blus i højlandet
Dina lever med sin mor og søskende et nomadeliv i højlandet, hvor de sammen med den undslupne fyrstesøn Nico gemmer sig fra den onde Drakan, der stadig ønsker hele banden udryddet. Han formår at tage Nico og Dinas bror til fange, og indespærrer dem på bjergfæstningen Sagisborg, der bevogtes af en gemen søslange.

Dina må begive sig ud på en farefuld redningsmission kun akkompagneret af hendes ukendte far, Sezuan, der modsat skammerne besidder slangens magiske evner; i stedet for at få personer til erkende deres skam, kan han manipulere deres vilje.

Kan Dina stole på den mand, hendes mor har advaret hende imod? Og er hans sorte magi uetisk eller et nødvendigt onde i kampen mod Drakan?

Rollespil i den mørke skov
’Slangens gave’ er en billedskøn affære. De tjekkiske omgivelser benyttes til fulde, og publikum serveres naturskønne panoramabilleder af endeløse skove, bugtende enge, stejle klippeafsatser og dybe søer i overflod. Den mægtige søslange i vandet ud for Sagisborg er også en fryd for øjet; bragt til live med nogle af de absolut bedste computereffekter der kan opdrives i dansk film.

Skuespillerens kostumer er dog stadig ligeså pletfrie og glatte, at alle ligesom i 1’eren mest bare ligner rollespillere. En skam, for resten emmer ellers af fantasy-vibes på internationalt niveau.

Skuespilmæssigt er det stadig en blandet landhandel. Hovedrolleindehaveren Rebecca Emilie Sattrup er vokset med opgaven, og filmen giver sig tid til at udvikle og undersøge forholdet med hendes far, spillet med charmerende glimt i øjet af Dejan Cukic. De mest medrivende momenter er med disse to, grundet deres troværdige kemi foran kameraet. Det samme kan dog ikke siges om Jakob Oftebros Nico, hvis karakter ikke på samme måde oplever en udvikling, mens han triller tommelfingre i en fangekælder hele filmen igennem. Mikkel Arendt erstatter Peter Plaughborg som onde Drakan, men er så lidt med, at man næsten ikke lægger mærke til det – jeg savner som konsekvens stadig en veletableret og afrundet skurk. En overspillende Nicolas Bro i fuld krigsmaling som komplet uduelig dusørjager kan ikke gøre det.

Skru neeeeeeed!
Ligesom med foregående film synes jeg stadig underlægningsmusikken er for høj i forhold til dialogen, og det falder stadig for tit tilbage på de samme overdramatiske violinstykker, der momentvis får ’Slangens gave’ til at virke som en billigere film, end den er.

Men uagtet manglerne er her dog tale om et betydeligt skridt i den rigtige retning for dette flagskib for dansk film-fantasy.

Copyrights: Nordisk Film