Det er svært at anmelde ’Skjold & Isabel’ uden samtidigt at anmelde Skjold og Isabel.
Er definitionen virkelig nødvendig at smide på bordet? Nuvel. Længe leve den studentikose frisættelse: Dokumentarfilm er kreativt bearbejdet virkelighed. Citatet er doku-nestoren John Griersons. Dokumentaren om Skjold og Isabel er om noget virkelighed. Hverdag. Almindelighed endda. Banaliteter ville onde tunger sige. En dreng med en smuk torso og et barnagtigt udtryk i ansigtet. En pige med modelmål og en himmelråbende køn hovedform. Klædt på som københavnske teenagere. På den måde er de hele verdens teenagere. Iført den stilsikre treenighed af normcore gummisko, retro sportstøj og hjemmeklippede frisurer. De to er på vej ud af ungdomsforelskelsens forbandelse på listefødder. Er det væsentligt? Slet ikke. Er det fængende? Måske. Og det er en lille bitte slags filmkunst.
Måske de smukkeste af de smukke unge mennesker
Jeg kan ikke lade være med at forholde mig overfladisk til hovedpersonernes udseende. For deres fremtoning som smukke unge mennesker spiller en bærende rolle i filmen. Deres skønhed er måske filmens største tiltrækningskræft. Skjold cykler i en scene med Isabel liggende på ladet på hans gammeldags budcykel. Kameraet leger omkring i det filmiske ved øjeblikket. For der er noget indkapslende over filmens fortælling. Opskriften på ungdomslivet. Forelskelsen sporet i nærbillederne af de unges ansigter. De unges umiddelbare tilgang til verden. Den tilgang man føler er for særligt indviede. For er det ikke lettere for skønheder at møde verden uden forbehold. Det er på sin vis medrivende og kedeligt at se på samtidig. Fordi det levede liv er forudsigeligt og velkendt.
En meget lang ”instastory”
På en måde legemliggør ’Skjold & Isabel’ kvaliteten ved Instagram som socialt medie. Vi følger de to hovedpersoner i øjeblikke, som er særlige på hverdagens egen mikroskala af værdi. Det går op i en højere enhed, da Skjold tatoverer en blomst på Isabels ribben. Og når de bagefter poserer til instagram er metacirklen sluttet. Sådan fortæller man liv. Sådan fortæller man sit eget liv.
Ungdommen kan aldrig være vis
På andre tidspunkter føles filmen som at være kommet for sent til bussen. Når filmen udpensler sin opstillede autencitet. Når den trygler publikum om at forelske sig. Duoen er for eksempel på brombærjagt. De er den type unge. Unge der ikke lader til at lave andet end at opstøve ugenerede badespots. Som frivilligt indlægger sig selv til, som blomsterbørn af sisyfos, at opstøve brombær indenfor brokvarterene. ”Jeg tror, at alle brombær der er her enten er faldet af eller blevet plukket” siger Skjold. Nogle gange bliver det lidt galdefremkaldende at lytte på åbenlyshederne. Den slags man savler ud med en liflighed som en engelsk jagthund, når man er lidt mere end halvvejs mod to årtier gammel.
Jeg er Skjold & Isabel, du er, vi er
Det Skjold faldt for ved Isabel var helt enkelt, at hun var ”helt is” og skældte en billetkontrollør ud, der ville give hende en bøde. Det er her vi skal fornemme kløften mellem amar’kaneren Isabel og den speltnursede Skjold. Skjold der kommer hjem til aftensmad hver dag, når han er færdig med at begå principielle lovovertrædelser, såsom at betræde uautoriseret togbanegrund på mondænitetens højborg: Østerport Station.
Det som normalt er dokumentarfilmens styrke er også ’Skjold & Isabel’s svaghed. Hvis en dokumentar rammer rigtige følelser og formår at male et billede af rigtige menneskers indre og ydre liv, er det som regel godt. Man kan for tiden i mange store anerkendte dokumentarer fornemme en næsten besættelse af at skildre det universelle i det nære. Men det nære kan også ekskludere og hægte af.
Der tales til publikums snagergen mere end noget andet. Skjold og Isabel føles i ’Skjold & Isabel’ ofte som ’Årets par’ fra gymnasietiden. Som flest så op til. Som færre var venner med. Det afholdt ikke undertegnede og andre fra at være næsten ulækkert interesserede i dem som overmennesker. Det vil formentlig heller ikke afholde mange fra at nyde filmen om dem.
