Odense Filmfestivals anden dag starter en del sjovere end den første. Vi er inde og se fem film (på OFF 5), og både top- og bundniveau er hævet en del. En hel del udmærket socialrealisme udgør størstedelen, og en enkelt meget syret (selvfølgelig) fransk film med bier og røg skiller sig ud. Den bedste film er imidlertid den hollandske ’De Smet’. Filmen handler om tre ens mænd, og den formår med forholdsvist simple filmiske træk at være ekstremt morsom. Det er ikke en voldsomt kompliceret eller dyb historie, men det er egentlig meget rart til en afveksling.

Vi når at se endnu fire film (på OFF 11), og også her findes en sjov komedie: ’Abseits der Autobahn’. Dette er dog højdepunktet blandt disse, og de resterende film når ikke samme niveau – slet ikke. Vi ser to dårlige film: ’Teenland’ og ’8 Balles’. ’8 Balles’ er sådan en rigtig fransk omgang prætentiøs, wannabe-avantgarde, ”du kan ikke forstå mig, fordi jeg er klogere end dig”-bullshit, mens ’Teenland’ er et noget sølle forsøg på en kunstnerisk superheltefilm, og den falder fuldstændig fra hinanden til sidst.

Før OFF 11 går i gang, holder filmfestivalens koordinator en tale om et fantastisk nyt OFF-koncept – man kan se med og skrive spørgsmål til Q&A fra hele Fyn. Den første del er rigtig skøn. Selvom man bor i Middelfart og ikke lige har tid til at komme til Odense, kan man deltage og få set en masse gode kortfilm gratis. Den anden del af initiativet, hvor fynboerne kan stille alskens spørgsmål til filmenes skabere, udmunder sig i en lind strøm af både gode, dårlige og til tider svært forståelige spørgsmål.

Det er den excentriske instruktør af en langtrukken belgisk voldtægtsfilm kaldet ’In a Landscape’, der skal stille publikums tørst efter viden, og det går ikke stille for sig. Med udtalelsen ”Jeg håber, at der er nogen herinde, der synes at min film er kedelig og dårlig” sparker han svarbasaren i gang og hopper derefter ud i en længere samtale med en fynsk herre, der på gebrokkent engelsk forsøger at forklare sin modsætningsfyldte begejstring/had til kortfilmen. Efter det annonceres, at instruktøren lider af en terminal hjernesvulst, bliver ’In A Landscape’ pludselig forvandlet til en døende mands sidste ønske. Den belgiske instruktør har heldigvis en relativt nonchalant attitude til hele miseren og afviser alle spørgsmål ved at pege på tilfældige biografgængere og konstaterer, at de rigtigt nok også skal dø en gang i fremtiden. Q&A kan være en opvisning i publikums dumhed, instruktørens brillans eller som tilfældet var her; mindeværdigt showmanship.