Med skiftende held har Hollywoods animationsstudier forsøgt at genskabe Avatars eventyrlige glæde ved alternative, fiktive økosystemer. Det har i flere tilfælde presset teknologien, den tredje dimension og CGI-designet til det yderste. Men nu er underdogen, Blue Sky Studios, sprunget ind i kampen og leverer visuelle knock-outs til alle de større studiers forsøg i genren.

 

En altoverskyggende æstetik

Studiet, der står bag Ice Age og Rio, har udmærket vidst, at de sad inde med en visuel perle. I filmens introduktion kaster de os direkte ind i en personificeret krig, der er ligeså gammel som livet selv: Kampen imellem vækst og forrådnelse. Væksten repræsenteres af det rige, som den danske titel benævner. Dette er et mikroskopisk kongerige, hvis militær, Bladmændene, er i konstant krig imod forrådnelsens hær.

Denne krig bruges fra første minut til at spille med de teknologiske muskler. Den foregår på henholdsvis kolibri- og krageryg med bue, pil og spyd. Her fremvises Blue Skys egen animationsteknologi, som er blevet brugt til at fremstille flotte, unikke figurer i et endnu flottere og detaljeret terræn, der farer forbi i en svimlende 3D-dybde, hvis lige kun kan findes i Hugo og Avatar. Og sammen med storladen, james-hornerisk musik af Danny Elfman er suset komplet.

Men her starter historien, som ikke er nær så god, med en dialog, som ligger endnu et niveau længere nede. Vi introduceres til den unge og uregerlige fugleræs-entusiast, Nod, som ikke kan se sig selv blive en sand Bladmand, på trods af hans general og mentors hårde forsøg. I en anden verden, menneskenes, har teenageren M.K. netop mistet sin mor og opsøger sin enspænder-far, som intet menneske tager seriøst på grund af hans faste overbevisning om Bladfolkets eksistens. Men da den onde Mandrakes plot imod Bladfolkets dronning går efter planen, bruger den døende regent sin sidste magi på den forbipasserende M.K., der forvandles ned til Bladfolkets størrelse og overtager dronningens sidste mission. Nu må hun rejse inkognito igennem den farlige skov med ledsagelse af generalen, den modvillige Nod og to comic relief-snegle.

Når vi er nået hertil, sker det samme som i Avatar: Man glemmer at snobbe over dialog og plot og lader sig i stedet suge ubehjælpsomt ind i den dragende smukke og detaljerige verden med al dens pragt og fare. Sådan en grad af fascination over et univers, som etableres på sølle to timer, har jeg sjældent oplevet i nogen anden animationsfilm. Originaliteten i Toy Story og dybden i Op kommer den ikke i nærheden af, men den bruger de styrker, den har, og det sikrer den en plads blandt de tunge drenge. Den er simpelthen visuelt bjergtagende.

 

Dansk, når det er værst

Den lider dog under et problem, som jeg ikke vil klandre den for: en elendig oversættelse! Allerede titlen, Epic, er kikset skiftet ud med Skovens hemmelige rige, og dialogen er leveret på ualmindeligt dovent og uengageret oplæsningskøbenhavnsk. Det rammer især filmens komik, som, efter klippene på Youtube at dømme, muligvis fungerer godt på originalsproget. Og da en meget søvnig Torbjørn Hummel (hæng mig ikke op på, om det er ham) slutter hele ballet med at mumle “Skovens hemmelige rige”, da skriften EPIC kastes op på skærmen i Danny Elfmans klimaks, er det ligefrem skadeligt for den gejst, man kunne have fundet. Det er direkte flabet!

Man skal være fan af både animationsfilm og gammeldags eventyr, og man skal være i stand til at lade de analytiske briller fra den høje pande ligge uden for biografen – men kan man det, er der en stærk, visuel oplevelse i vente, når man indkasserer billetterne til Skovens hemmelige rige. Især hvis alle ledsagere er gamle nok til at kunne se den på engelsk.

5 ud af 6 stjerner