Hvor lang tid skal der gå, før en tragedie kan filmatiseres? Det er 76 år siden, at bombningen af den franske skole i København fandt sted, og Ole Bornedal mener, at det er vigtigt, at vi husker den.

I det sidste år af 2. verdenskrig var Gestapo tæt på at optrevle hele den danske modstandsbevægelse. Det blev derfor besluttet, at de britiske Royal Air Force skulle bombe hovedkvarteret i Shellhuset i København og dermed destruere alle Gestapos filer. Det var indregnet i operationen, at omkring 30 tilfangetagne danske modstandsfolk ville omkomme.

Det værst tænkelige skete dog, da et britisk bombefly styrtede ned i den franske skole ikke langt derfra. Skolen brændte ned, og 86 børn og 18 voksne mistede livet. Hvordan kan man skildre sådan en tragedie med den respekt, den fortjener?

Verden er ikke sort/hvid

Faktisk lykkes det Ole Bornedal at skildre denne nationale tragedie overraskende godt, taget i betragtning af at hans sidste historiske projekt, serien ‘1864’, var en tragedie i sig selv.

Måske har det indgydt den danske instruktør mere ærefrygt, at bombningen af den franske skole foregik for relativt kort tid siden, og måske har dette resulteret i mindre digtning. Karaktererne i filmen er opdigtede, men der er historisk basis for alt, hvad der sker. På den måde stødes ingen efterkommere eller overlevende, mens hændelserne gøres relaterbare for publikum.

Bornedal formår også på én og samme tid at skildre ulykken realistisk og ikke for udpenslet. Seriøsiteten af det, der sker, gik op for mig under RAF’s indflyvning over Jylland. Det knugede i maven, og tårer dannedes i øjenkrogen, som man så hjælpeløst til, mens et enkelt flystyrt udviklede sig til den største danske tragedie under 2. verdenskrig. Det bliver mesterligt fortalt uden at glorificere eller skurkagtiggøre nogen. Og vigtigst af alt, uden at udpensle børnenes lidelser.

Børneskuespil når det er bedst

For ordentligt at kunne vise nuancerne, følger filmen en række karakterer. HIPO-betjenten Frederik (Alex Høgh Andersen) har indset, at hans samarbejde med nazisterne betyder en dødsdom ved krigens nærmende slutning, mens nonnen Teresa betvivler guds eksistens efter de første koncentrationslejre er blevet offentligt kendte. Begge desillusionerede i deres tro finder de en form for antagonistisk fællesskab, som kulminerer, når de første bomber falder.

Filmens kerne er dog børnene, hvor vi især følger Henry, Han er vidne til et andet civilt tab på grund af Royal Air Force og bliver diagnosticeret som en tøsedreng af en forfærdelig landsbylæge, der mener, at han blot skal råbes lidt ind i hovedet. Henry er traumatiseret, kan ikke længere tale og er dødsens bange for åben himmel. Rollen spilles til perfektion af Bertram Bisgaard, hvilket er meget imponerende for en spillefilmsdebut.

Et filmisk mindesmærke

Det er vigtigt, at en film som ’Skyggen i mit øje’ ikke går hen og bliver en underholdningsfilm. Det har Bornedal også vidst, for filmen er i højere grad er et mindesmærke, ligesom monumentet der står på Frederiksberg Allé. Jeg har længe kendt til historien om bombningen af Shellhuset, men det er først nu, jeg forstår, hvad der egentlig skete, og hvor forfærdeligt det var. Før var det bare linjer i en historiebog.