Af Jonas Kim Jakobsen

Det er ikke hver dag, at en mesterinstruktør som Roman Polanski har premiere på en ny film og hans seneste film Skyggen fik da også en del opmærksomhed på Berlinalen i sidste måned. Polanskis film behandler ofte barske temaer, men intet der dog kan matche hans egen livshistorie, der indeholder den ene tragedie efter den anden, den seneste værende, at han nu sidder i husarrest i Schweiz, for en lovovertrædelse han begik i 70’erne, som offeret for længst har tilgivet ham.

Skyggen handler om den fiktive tidligere Britiske Premierer minister Adam Lang (Pierce Brosnan), der netop er trådt ned fra sin post, og som skal til at udgive sine memoirer. En ung forfatter (Ewan McGregor), som i filmen kun bliver omtalt som skyggen, bliver hentet ind som ’ghostwriter’ (heraf filmens Engelske titel) da den tidligere på mystisk vis er druknet. Den unge forfatter tager ud til en lille amerikanske ø, hvor Lang har forskanset sig i et høj sikret sommerhus. Lang bliver dog hurtigt beskyldt for at have medvirket til tortur under sin embedsperiode, og der opstår ren undtagelsestilstand for ham og hans stab, alt imens pressen kaster sig over historien som gribbe. Forfatteren finder hurtigt ud af, at tingene ikke er som de skal være, og at Lang har mange fjender og hemmelige forbindelser til bla. høje poster i CIA. Sagen bliver hurtigt farlig, og vores hovedperson må træde varsomt i en verden af løgne og spin på topplan.

Man er fra starten af filmen ikke i tvivl om, at det er en Polanski film man har med at gøre. Stemningen er helt i top. Det er svært at beskrive, hvad det er som gør Polanskis film så spændende og dragende. Først og fremmest formår han at skabe en stemning, som er mystisk og forførende, hvor man altid fornemmer, at der ligger dybere og mørkere kræfter på spil. I Skyggen er musikken i høj grad med til at tilføre det mystiske præg, og filmen har en kold og kynisk stemning, der gennemsyrer det højpolitiske landskab i historien, men alligevel med en varm og sprød dialog. Den er faktisk ret sjov til tider. Det bliver alligevel aldrig så mørkt, at der ikke plads til humor i Polanskis film, hvilket er meget befriende og smittende.

Et andet karakteristisk Polanski træk ved filmen er den isoleret setting, hvilket gør skuespillet og historien mere intens og komprimeret. Langt størstedelen af filmen finder sted på den lille amerikanske ø, hvor af flere af scenerne faktisk er optaget på Rømø. I den sammenhæng kan Skyggen sammenlignes med Polanski film som The Death And The Maiden og Cul-De-Sac for slet ikke at tale om hans tre lejligheds film, Repulsion, Rosemarys Baby og The Tenant.

Skuespillet er veloplagt i filmen, og specielt Ewan McGregor skinner igennem i hovedrollen som den charmerende forfatter. Både skuespillet og selve filmen emmer af entusiasme. Polanski er netop kende for sin meget smittende entusiasme, der har gjort ham til en kæledægge blandt skuespillere og filmfolk.

Filmen mister desværre en del spænding midt i filmen. Polanskis valg at bibeholde det meste af handlingen til øen, i modsætning til romanen den er bygget på, er ikke nødvendigvis et dårligt valg, men han formår ikke at holde en fængslet til historien som man var i starten af filmen. Interessen og spændingen daler desværre i stedet for at stige, som den jo gerne skulle gøre i en thriller.

Det er nu altid en fornøjelse at være i Polanskis selskab. Selvom at man ærgrer sig over den manglende spænding i anden halvdel af filmen, er det en original politisk thriller han har lavet.

4 ud af 6 stjerner