En hjerteskærende historie om dem, der ikke passer ind i ”det normale liv”, ruller over skærmen. Her kæmper de for at beholde den tilværelse, de har skabt sammen i Fredens Havn. Problemet er, at de bor der ulovligt.

Esben, den uofficielle formand i Fredens Havn tæt på Christiania, er taget med til et møde på Borgen. Her må han med våde øjne sidde stille og lytte, mens flere politikere omtaler hans hjem som “lossepladsen”, der skal rives ned. Nu starter en hård kamp og risikoen for igen at ende på gaden.

”På vandet er man en del af et fællesskab. På vandet er der plads”, sådan lyder speaken, da dokumentaren starter. Og netop den sætning opsummerer det paradoks, der skildres gennem de tre afsnit. På vandet var der fred, men den står nu til at blive taget.

Drømmen om fred og ro

Plastik indsamles og broer repareres. Esben er et ordensmenneske med arbejdssomme hænder, og han sørger for, at Fredens Havn bliver mere poleret. Og snart får de også opbakning fra den lokale betjent, Bo. Imidlertid virker udfaldet til at være bestemt på forhånd.

Fredens Havn er hjem for en gruppe mennesker, der føler sig udskældt fra samfundet, og som nu endelig har fundet et sted, hvor de hører hjemme. Havnen er dog værdifuld, og de rigeste københavnere er klar til at betale en masse millioner for at få plads til deres store og flotte husbåde.

Esben og de andre beboer i Fredens Havn føler sig ikke lyttet til. De mener ikke, at politikerne forstår, hvad det er, de ønsker. De drømmer bare om ro. De stræber ikke efter at indgå i forestillingen om det ideelle samfund, for det har mange af dem aldrig lært at være en del af.

Penge over mennesker

Som børn lærer vi, at vi skal behandle andre, som vi selv vil behandles. Men Esben og de andre i Fredens Havn bliver hverken talt pænt om eller behandlet som ligeværdige mennesker. En nabo fra området bruger udtrykket “sølle mennesker” om dem – og hun er ikke alene om at bruge nedværdigende ord.

Det virker til at være dette syn, der gør, at en politiker nævner turisternes ret til at nyde en smuk solnedgang uden at se på ”lossepladsen” som et argument for nedrivningen. Dét er tilsyneladende vigtigere end beboernes tilværelse.

Selv sad jeg tilbage med ondt i sjælen og en undren over, hvorfor den hjælpende hånd er udskiftet med en iskold pengearm.

Ingen plads på hylden til skæve gøglere 

Mens lokkerne vindblæses, fortæller Storken, en af beboerne i Fredens Havn, følsomt og veltalende om det liv på gaden, han startede som syvårige. Her er minderne mere grå, end de er lyserøde. Dog husker han fnisende, med de tænder han har tilbage i munden, tilbage på tiden som sabelslugende gøgler. Dengang var de nedværdigende blikke erstattet af klapsalver.

Heldigvis har Storken fundet en familie i havnen. Her er der sammenhold og hjælpende hænder. Og der dømmes ikke, for her forstår de hinanden.

Men stemningen er ikke altid god, og en tynd snert af øretæver hænger ofte i luften. Når alkoholpromillen stiger, har Storken svært ved at styre sit temperament – noget han har arvet fra sin far. Gudskelov er han god til at indse sine fejl og deler ud af kram og søde ord efter dårlig opførelse.

En stemme til dem, ingen lytter til

Instruktøren bag ’Slaget om Fredens Havn’, Lars Borking, anser dokumentaren som et billede på vores samfund i dag, hvor de der bestemmer, ikke kender dem, de bestemmer over. Og hvor regler er vigtigere end sund fornuft.

Gennem afsnittene er der brugt rolige kameravinkler, som understøtter kærligheden til det simple liv. Her er det menneskerne, der er i fokus. Det er deres historier, vi skal lytte til. Fredens Havn portrætteres gennem beboernes synsvinkel. Vi bliver lukket helt ind, hvor de er ærlige og sårbare, og det føles meget ægte. Det er en barsk og vigtig historie.