Christoffer Boes familiedrama tilsat gastronomi bryder ikke mange rammer, men den charmer sig alligevel ind i hjertet med gnistrende kemi og en imponerende opsætning.

Man kan nok godt tillade sig at hævde, at Michelin-stjernen inden for restaurationsbranchen er noget lig Oscaren i filmindustrien; en særdeles eftertragtet, og for mange, uopnåelig hæder.

Og det er den hæder, hovedpersonerne i ’Smagen af Sult’ jagter.

Publikum bliver inviteret indenfor på den fiktive gourmetrestaurant Malus, hvor et ægtepar forsøger at opnå drømmen om en stjerne, samtidig med at de opfostrer deres to børn.

Det er en fortælling om en billedskøn familie, der har alt – og så alligevel ikke. Og de vil gå langt for at nå deres mål – så langt at deres ellers perfekte liv ikke ser så perfekt ud mere.

Ældgammel opskrift

Vi finder Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Maggie og Carsten. Den mandlige karakter har slidt for at udleve kokkedrømmen i mere end ti år uden megen success og er tæt på at kaste håndklædet i ringen, lige indtil han får øje på Maggie til en fest, hvor han står for cateringen.

Deres forelskelse er øjeblikkelig og livet sødt, for de er begge drømmere – og de drømmer stort.

Det er en formel, der ikke er ukendt for et familiedrama, og giver genlyd af de utallige historier om den amerikanske drøm, minus Amerika, naturligvis.

Parret vil have det hele, koste hvad det vil.

Og selvom troper  som disse er benyttet om og om igen i filmens verden, betyder det jo ikke nødvendigvis, at de ikke kan fortsætte med at blive brugt.

’Smagen af Sult’ er yndefuld og underholder, også selvom handlingsforløbet ikke chokerer. Der er forventninger til denne slags film, og den bryder ikke mange konventioner.

Samtidig er den nogle gange bare en tand for on the nose, for selvfølgelig taler parret om Michelin-stjerner allerede første gang, de mødes, og kokken har passende en kniv tatoveret på armen, ligesom den kniv hans japanske læremester gav ham med på sin videre rejse.

Det er lidt cheesy, og et undervældende klimaks efterlader én hungrende efter mere. 

Umættelig kemi

Selvom Waldau er kokken, og Rosenthal ligner den klassiske hustru på sidelinjen, så er det altså sidstnævnte, der styrer historien.

Maggie er følelsernes centrum og graver dybt ned i smerte, længsel og livsglæde på en og samme tid. Oveni det er deres kemi fabelagtig.

Deres dynamik er en fryd – både i de lange blikke over køkkendisken, i de intime scener og i de hæsblæsende skænderier.

Og den kvindelige hovedrolle har både Carsten, publikum og verden i sin hule hånd. Hun er ikke kun hjernen bag, hun er måske endda også lidenskaben. For hvor ville kokken egentlig være, hvis han ikke havde Maggie?

Appetitvækkende skønhed

På trods af den ellers klassiske og til tider stereotypiske plotstruktur skriver ’Smagen af Sult’ sig ind på dagens ret for danske filmkendere (er der for mange mad-puns endnu?). Ikke blot med to stærke hovedroller, men også med imponerende visuals.

Særligt den måde, lyset bliver brugt hele vejen igennem filmen, gør i høj grad noget for oplevelsen.

I skoven, hvor Maggie desperat leder efter deres forsvundne søn, svæver hun nærmest over træernes toppe og bader i det hvide og røde lys fra politibilerne. Det samme røde lys lægger sig blidt på ægteparrets ansigter i restauranten og varsler stormfulde tider midt i al idyllen.

’Smagen af Sult’s skønhed er aldeles appetitvækkende – måske ligefrem mere end den mad, de laver.

Og selvom Boes seneste spillefilm ikke boltrer sig i mange nye smagsvarianter når det kommer til plottet, så er der en legesyg intensitet over hver enkelt scene.

I virkeligheden ser man den ikke så meget for maden. Nej, det hele handler om kærligheden, og om hvordan den simrer og koger over i et så presset miljø som dette. Så måske er Michelinstjernen ikke det egentlige mål – måske er det snarere, hvor meget arbejde der ligger i tilberedningen; drømme, parforhold, familie, sammenhold. 

Det er ikke den vildeste smagsoplevelse, men der er bare så meget at komme efter. Må jeg kigge på dessertkortet?