Det skræmmende smil fortsætter sin terroriserende smitte i ‘Smile 2’. Men denne gang er der mere på spil, når hele verden ser på, mens en popstjerne bryder sammen.

Det er svært at gemme sig i rampelyset. Det er svært at være popstjerne, når man bliver jagtet, ser syner og gennemgår traumer. Det er svært at være Skye Riley (Naomi Scott).

Midt i oktober, højtiden for gyserfilm, udkommer ‘Smile 2’, der er manuskriptforfatter og instruktør Parker Finns opfølger til ‘Smile’ fra 2022. 

I den nye film følger vi den fiktive sanger Skye Riley, som bliver smittet af Smile-“parasitten”. 

Det er en svær skikkelse at forklare. Er det en parasit eller en dæmon? eller begge?

Den overtager langsomt sit offers krop og sind og driver dem til vanvid med hallucinationer. Den lever af dine traumer og torturerer sit offer mentalt, til de begår selvmord eller begår et mord foran et vidne, som så bliver parasittens nye bærer. 

Det minder på mange måder om “It Follows’ (2016) og ‘The Ring’ (1998). 

Et comeback

‘Smile 2’ starter hvor den sidste film slap. Det er måske også den eneste spoiler fra den første film.

Politibetjenten Joel (Kyle Gallner), som nu bærer parasitten, vil begå et mord for at komme af med den. Han har valgt at dræbe en dealer foran sin bror, som også sælger stoffer. 

Det hele ender galt og begge brødre dør. Men (u)heldigvis er en tredje person til stede, som Joel ikke vidste, var der. En ung mand ved navn Lewis (Lukas Gage).

Denne films egentlige hovedperson, popstjernen Skye Riley, er midt i et comeback efter et stort biluheld for et år siden. Efter afvænning fra alkohol og stoffer og genoptræning fra ulykken, skal hun til at starte sin nye verdensturne. 

Men det kræver meget at lære at danse nye danse og at begynde at synge igen, når man lige er blevet opereret i ryggen. Så hun kontakter sin gamle dealer for at få noget stærkere medicin. 

Han opfører sig meget mærkeligt. Vi seere genkender ham og ved hvorfor. Det er Lewis, og han er skrækslagen, hyper og ser syner. 

Lewis ender med at begå selvmord meget voldsomt lige foran Skye. 

Så er scenen sat. Showet begynder.

Sig appelsin!

Fordi Skye både er kendt og tidligere har haft problemer med stoffer, kan hun ikke ringe til politiet ved Lewis’ død.

Det betyder både, at ingen ved, hvad der er sket, men også at mange omkring hende forstår hendes nye mærkelige opførsel som om, at hun er på stoffer igen, eller ved at få et psykisk sammenbrud. 

Et stort pres hviler på Skye, men hun ses ikke som sin egen person. Skye skal holde en facade og smile sig gennem mange ting, trods en nedadgående sindstilstand.

En manager, som også er hendes mor, der aldrig lytter. En bedste veninde, som hun ikke har snakket til i lang tid. En kæreste, som døde i et biluheld. Skye er helt alene i verden. Og nu ved hun heller ikke, hvad der er virkelighed længere . 

Dog når filmen aldrig langt med mange af disse karakterer. Det bliver fladt og for kedeligt. 

Nu med musikalsk indslag

Den største forskel mellem den første film og denne nye er inkorporerede sange. Det er ikke en musical, men der vises hele optrædener med Skye. Det har faktisk ikke så stor indflydelse på handlingen i filmen, men fungerer så man i et øjeblik glemmer, hvad det er, man er så bange for.

Hele præmissen omkring en kendt person og hendes fortid fungerer for det meste. Vi har allerede set lignende i ‘Trap’ (2024). Det er klart inspireret af store stjerner som Taylor Swift, der fylder meget i medierne i disse tider.

Musikken er underholdende med nogle friske popnumre. Det er et fedt medium til både at udtrykke gys og desillusion med omverdenen, men også vise nogle flotte kostumer.

Det er en mulighed for at tage dette til nye og anderledes højder, men filmen rammer den ikke altid lige godt. Man må dog rose filmen for at udnytte dette, når den så gør noget ud af det. En af de bedste scener involverer netop hallucinationer med danserne.

Generelt har filmen udviklet sig stilistisk i forhold til sin forgænger og er i det hele taget sjovere at se på. Kameraet er legende; op og ned; zoom ind og ud; på hovedet. Det bliver dog næsten lidt for meget, når det sker i hver anden scene. 

Naomi Scott har tidligere spillet med i musicals som ‘Aladdin’ (2019) eller’ Lemonade Mouth’ (2011), og hun har styr på den del. Og hendes nye frisure er mega fed!

Hun kan også sagtens følge med som en scream queen, men til tider halter både manuskript og Scotts optræden, når det kommer til replikudvekslingerne i de mere stille scener.

Selvom Lukas Cage ikke er meget med, er han underholdende, og det ligner, at han har haft det sjovt undervejs.

Blodig affære

Filmen er grafisk på en meget klam men underholdende måde. Det er ikke body horror, men der er masser af gore. Budgettet for makeup og effekter er blevet brugt godt.

De er ikke bange for at vise folk, der slår sig selv i hovedet meget voldsomt med en vægt, bider tommelfingre af, eller den mest grafiske trafikuheldsscene, jeg længe har set. Nogle gange er det lidt meget, men nogle gange er det lidt fedt.

Det betyder dog også at som en gyserfilm, har den svært ved at stå på egne ben uden shock factor. Om det så er jumpscares eller blod, mangler filmen at vise os noget, vi ikke har set før. 

Behøver der være en toer?

Det bliver en kedelig affære i længden med en spilletid på over to timer. Noget den første også led under.

Det uhyggelige smil går fra at være et advarselstegn til en lidt træls gimmick.

Det er allerede en af de film, hvor man spørger sig selv: Behøver den at få en toer? Svaret er nej.

Smile-tropen er allerede overbrugt fra den første film, og på det punkt gør denne film ikke noget nyt. Flere twists går igen fra den første, handlingen har ikke den største udvikling og hele filmen ender med at blive lidt gentagende. 

Det er ærgerligt. Denne film havde næsten været bedre, hvis den første ‘Smile’ film ikke eksisterede.

Og med det sagt er det klart en forbedring i forhold til den første film. Hvor den første film er kedelig og klichefyldt, prøver ‘Smile 2’ noget friskt. Den falder stadig for nogle af de samme fælder, men prøver dog at gøre op for det med andre ting, som musik, visuelle tricks, og fede scener med parasitten.

Den er underholdende det meste af tiden, men bliver gentagende og langtrukken. Den har ligesom den første film svært ved at afrunde og finde ud af, hvor den lige hører til. 

Det er fjollet, og det kommer ikke til at være den film, som overbeviser nogen om at elske genren. Men en forbedring. Og jeg er sikker på, at der kommer en treer en dag.