Af Gry Bak Jensen
Den tidligere DR2 Premierevært, Mikkel Munch-Fals er nu klar med sin spillefilmsdebut, Smukke Mennesker. Han har som en gimmick valgt selv at anmelde filmen. Her giver han den 32 stjerner ud af 6. Og præsenterer filmen med disse ord. ”Længes du efter at grine og græde og få en kærlig, men hård knytnæve i maven så er den smukke danske film, Smukke Mennesker skabt til at imødekomme netop din længsel.”
Den får ikke for lidt i anmeldelsen, men filmen indfrier desværre ikke helt hvad Mikkel Munch-Fals lover – grin og gråd var erstattet af små træk i mundvigen og det følelsesmæssige engagement nåede aldrig rigtigt derop hvor det bør være.
Smukke Mennesker handler om fire ensomme mennesker, der alle på kejtet vis forsøger at kræve deres ret til at eksisterer i en verden, der ikke rigtigt ser dem. Der er den ældre kvinde Ingeborg (Bodil Jørgensen), som føler sig helt ude af trit med omverdenen og mest af alt bare stirre længselsfuldt på sin telefon – en telefon der aldrig ringer. Der er trækkerdrengen Jonas (Sebastian Jessen), Anna (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) med en fysisk brist og den seksuelle afviger Anders (Henrik Prip). Alle må de grumme ydmygelser og selvudslettende oplevelser igennem før de endelig bliver set.
Det er tydeligt, at Mikkel Munch-Fals har fundet inspiration hos instruktører som Todd Solondz og Aki Kaurismäki. Begge er de eksperter ud i det tragikomiske. Todd Solondz er misantropisk og kynisk hvor Kaurismäki er en eventyrlige romantiker. Munch-Fals er at finde et sted mellem disse to stole, og det er ikke nødvendigvis et godt sted at sidde. Karaktererne er langt hen af vejen typer. De er grænsende til det karikerede. Og ironien er så tyk, så det nærmest er umuligt at holde af dem. Og her opstår der et problem. For Mikkel Munch-Fals vil gerne have at vi knuselsker hans karakterer. Men distancen er simpelthen for stor.
De fire karakterer og hver deres sideløbende historier, sammensættes så stringent at det leder ens tanker hen på kortfilm. Her skaber den korte fortælletid ofte et fortættet forløb, hvor vendepunkter og pointer slås fast med syvtommersøm, og alting løser sig lidt for elegant til sidst. Her virker historien på samme måde fortænkt i en grad, hvor man ind imellem føler at der bliver talt lidt ned til en.
Alle skuespillerne gør det i bund og grund fremragende, men deres historier, hver især, har ikke samme bæredygtighed. Med fordel kunne filmen have ladet den forsagte Ingeborg være vores heltinde, og udelukkende ladet Jonas, Anna og Anders være aktører i hendes fortælling. Ingeborg spilles fantastisk af Bodil Jørgensen, og med hendes karakter lykkes det faktisk flere gange at ramme det rørende og komiske på en gang. Vi kunne have fået en fremragende dansk pendant til Alexander Paynes About Schmidt om den nypensionerede kontormus, der opdager at hun er mutters alene.
Som sagt, så er der øjeblikke i filmen, der hæver sig op over massen – og for de øjeblikke bør man faktisk se den. Og for god ro og ordens skyld, skal det nævnes at, der var nogen som grinede flere gange i biografsalen. Men her kan det ikke blive til 32, men kun 3 stjerner ud af 6.
3 ud af 6 stjerner.