På trods af bjergtagende naturbilleder leverer Tomas Alfredson en skuffende og kluntet filmatisering af Jo Nesbøs kriminalroman.

Med tanke på Tomas Alfredsons to forrige film skulle man ikke tro, at det kunne gå galt med ’Snemanden’. I gennembruddet ’Lad den rette komme ind’ formåede den svenske instruktør på både følsom og skrækindjagende vis at blande vampyrfilm og socialrealisme. Dette blev fulgt op med spionthrilleren ’Dame, konge, es, spion’, hvor Alfredson beviste, at han kan føre en stor, international produktion til et formfuldendt resultat.

Seks år senere står en af Skandinaviens mest driftsikre instruktører klar med sit nye filmprojekt: en filmatisering af norske Jo Nesbøs populære kriminalroman ’Snemanden’. Desværre formår han hér overhovedet ikke at leve op til de foregående films kvaliteter.

Rammerne fejler ikke noget
Den nye, stort opsatte thriller er baseret på syvende bog i serien om Harry Hole. Her ses Michael Fassbender i hovedrollen som den plagede og alkoholiserede efterforsker, der til gengæld også besidder et umiskendeligt talent for at opklare mordsager. Sammen med den netop overflyttede Katrine Bratt, spillet af Rebecca Ferguson, skal han opklare en forsvindingssag, der hurtigt viser sig at være forbundet med en række ældre, uopklarede mord.

Gennem to timers spilletid forsøger Fassbender og Fergusons karakterer at finde identiteten på en udspekuleret seriemorder, der løbende slår flere personer ihjel. Dette udspiller sig i smukke, sneklædte omgivelser omkring Oslo og Bergen. Bjergtoppe og isede søer præsenteres med de samme langsomme dolly-ture, som dominerede i ’Dame, konge, es, spion’, og man mister flere gange pusten af de betagende billeder.

Sjusk og besynderlige valg
Desværre fungerer resten ikke lige så godt som landskabsbillederne. Alfredson synes nemlig at have glemt antydningens kunst, som han ellers tidligere har mestret til perfektion. Replikker fremføres til tider teatralsk og skingert, ligesom det underliggende lyddesign spiller på alle tangenter. Publikum skal jo ikke være i tvivl om, hvad de skal føle. Den mystiske seriemorders motiv bliver ligeledes udpenslet udførligt i en patos-tung afslutning. Alle stemninger og moraler bliver understreget med en fed tusch.

Samtidig lider filmen flere steder af skavanker, der tyder på sjusk eller uoverensstemmelser i post-produktionen. I flere scener bliver der f.eks. klippet så hurtigt, at man mister overblikket og ikke får tid til at hvile i de ellers smukke billeder. Det mest iøjnefaldende sjuskeri ses i forbindelse med Val Kilmers Jørgen Leth-lignende karakter Gert Rafto. Hans dialog er tydeligvis blevet genindtalt af en anden skuespiller, og det bliver ikke mindre akavet af, at talen ikke matcher mundbevægelserne.

Man kan spørge sig selv, om Alfredson på egen hånd har taget disse uelegante beslutninger, eller om et hold amerikanske producere har åndet ham i nakken. At filmens sidste scene febrilsk skal lægge op til en efterfølger i stedet for at afrunde det igangværende narrativ synes i hvert fald ikke at være et kunstnerisk valg.

Lige meget hvem der bærer skylden, kan det blot siges, at potentialet var til meget mere. Med Tomas Alfredsons meritter in mente havde jeg håbet på et overbevisende slutresultat. I stedet endte vi ud med en middelmådig og klodset film, der indholdsmæssigt ikke skiller sig ud fra en evigt voksende mængde af krimi-thrillers. Sikke en skam.

(Foto: UIP)