Med den anden filmatisering inden for samme år af det klassiske eventyr om Snehvide har instruktør og spillefilmsdebutant Rubert Sanders fået til opgave at formidle den velkendte fortælling om prinsessen med håret så sort som ibenholt, hud så hvid som sne og læber så røde som blod. Det sker med flair for effekter, let ommøblering i handling og ikke mindst en formidabel skurk i form af Charlize Theron som den onde stedmor; Dronning Ravenna.

De klassiske eventyr af brødrene Grimm oplever lidt af en genopblomstring i disse år hos folkene i de amerikanske film- og tv-selskaber. Serier som Once upon a time og Grimm, der henter sin inspiration og persongalleri fra brødrenes fantastiske univers, er begge blevet forlænget med en anden sæson startende her til efteråret. Endelig er det ikke mindre end to måneder siden at Mirror mirror havde premiere i de danske biografer, hvor Julia Roberts i en børnevenlig udgave spiller den forhadte stedmor til den smukke Snehvide. Nu er tiden så kommet til teenageudgaven, hvor Kirsten Stewart er at finde i rollen som den skønne prinsesse, der som barn må lide den skæbne at se sin mor dø, og efterfølgende se sin far tage ud i krig imod en mystisk sort hær. En krig han vinder men som også bliver hans undergang, da den af hæren tilfangetagede Ravenna viser sig at være en ond troldkvinde med et voldsomt had til alle mænd(lige på nær hendes bror Finn spillet af Sam Spruell). Således må Snehvide vokse op som fange hos stedmoren uden at nogen heriblandt barndomsvennen William(Sam Claflin) kender til hendes skæbne, da de tror hende død sammen med kongen.

En dag formår Snehvide at undslippe Finn da han besøger hende i hendes celle(med slet skjulte skumle motiver), og så går den vilde jagt efter den unge kvinde, som Ravenna i mellemtiden har fundet ud af er nøglen til hendes søgen efter udødelighed, men samtidig også den eneste der kan slå hende ihjel. Så da Snehvide flygter ud i den mørke skov, hvor dronningen ingen magt har, indkaldes den fordrukne og tilsyneladende uduelige jæger Eric(Chris Hemsworth) til at finde hende. En plan der dog ikke går helt efter dronningens intentioner, og snart har de to slået sig sammen med en flok dværge(8 i stedet for de klassiske 7) og senere Snehvides barndomsven William for sammen at tage kampen op imod den onde dronning.

At beskylde Snow White and the huntsman for at være forudsigelig ville være lige så nemt som at bebrejde solen for at kaste skygge. Med en så velkendt og gennemprøvet fortælling ville en vis grad af genkendelighed være umulig. I dette tilfælde giver det langt mere mening at hæfte sig ved variationerne over det gammelkendte tema, såsom at den onde stedmor i Charlize Therons skikkelse har fået mere plads og forhistorie end ellers. Hendes diabolske ondskab får faktisk et skær af menneskelighed og dybde. Et andet eksempel er jægeren, der i australske Chris Hemsworth bliver til en reel karakter med nuancer og flere grunde til at hjælpe Snehvide. Omvendt har dværgene i form af en række af Englands bedste skuespillere(Bob Hoskins, Ian McShane, Toby Jones, Eddie Marsan bare for at nævne et par stykker) fået langt mindre tid på lærredet, hvilket er lidt ærgerligt, da man samtidig har skåret alt det nuttede fra som eksempelvis præger Disneys tegnefilm fra 1937. Der hvor filmen halter, er når den forfalder til hellere at ville vise flotte effekter, som i scenerne hvor dronningen planlægger at forgifte Snehvide, og lidt glemmer at få alle handlingstråde til at mødes på en fyldestgørende måde til sidst.

Mangler til trods er Snow White and the huntsman en flot og ganske underholdende nyfortolkning af det klassiske eventyr, der lever højt på en gennemført velspillet skurk i form af Charlize Therons Ravenna, og knapt så meget på Kirsten Stewart som kører lidt for meget på de velprøvede (succes)rutiner som Bella i Twilight-filmene.