Der er ikke meget nyt under solen i den garvede Oliver Stones portræt af whistlebloweren Edward Snowden.

Det var jo nærmest selvskrevet at instruktøren med nok flest politiske USA-centriske film på CV’et skulle tage fat i den næsten lige så obligatoriske spillefilm om en af de mest omdiskuterede skandaler i nyere amerikansk historie. Det er blevet til et portræt, der nærmest én til én følger den patriotiske Edward Snowden (Joseph Gordon-Levitt) fra hans korte tid i militæret, der ender i en skade, til hans vej ind i CIA og NSA, hvor han opdager at ulovlig informationsindsamling på millioner af både amerikanske og udenlandske borgere er modus operandi. Alt sammen med mødet i Hong Kong med journalisterne Glenn Greenwald (Zachary Quinto) og Laura Poitras (Melissa Leo) som ramme. En fortællestil, der rent ud sagt, mest giver mig lyst til at gense Poitras Oscar vindende dokumentar ‘Citizenfour’.

Helt eller forræder
Det er måske også nemt for sådan én som mig, der siden leaket i 2013 har ædt alt information om Snowden og NSA skandalen rådt, at kritisere ‘Snowden’ for at være et alt for ligefremt portræt, der bare genfortæller en historie, der har cirkuleret i medierne on and off i tre år. Manglen på ny information gør filmen alt for blatant, og der mangler i den grad slagkraft til rigtig at skabe en medrivende handling og fortælle en historie, der igen kan ruske op i borgernes interesse for NSA’s ulovlige masseovervågning. Men det er måske slet ikke den intention Stone har haft for ‘Snowden’. Det er klart at formålet selvfølgelig har været at fylde publikum med mistillid overfor systemet og gå hjem og smide et klistermærke for webcamet men så sandelig også at give et definitivt svar på ‘Helt eller forræder’ – spørgsmålet som har kredset Snowdens karakter siden begyndelsen. Her er der ingen tvivl længere. Snowden er en helt.

Lige ind i klasseværelset
Jeg vil mene at ‘Snowden’ står overfor nogle af de samme udfordringer som totalfloppet ‘The Fifth Estate’, der omhandler WikiLeaks stifteren Julian Assange. Den fik også premiere bare 3 år efter den store skandale, der sendte Assange i asyl på den ecuadoriske ambassade i London. Det er som om at film, der tackler disse 21. århundredes digitale helte, ikke helt ved hvad de skal stille op med deres historier endnu. Produktionsselskaberne er simpelthen for tidligt ude. Der er brug for en eller anden form for tidsmæssig distance fra disse store politiske skandaler, der stadig ikke har fået lov til at finde sig en plads i verdenshistorien. Det bliver svært at se betydningen af og formålet med at lave disse uafsluttede portrætter. Spillefilm skal hverken agere portrætjournalistik eller historiebog, og dette får ‘Snowden’ til at føle lidt som én af de der film folkeskolelæreren smækker på i skolen, så eleverne lige kan lære lidt om den der komplekse politiske situation i USA.

Når det så er sagt, så er ‘Snowden’ på ingen måder en dårlig film, der er bare ikke så meget nyt under solen. Jeg får som sagt mest lyst til at gense ‘Citizenfour’ eller måske John Olivers geniale ‘dick pic’ interview med Snowden fra sidste år. Og der er ærgerligt for jeg havde virkelig glædet mig til Snowden. Men hvem ved måske når Obama lige at give Snowden en benådelse, inden han forlader det hvide hus, og så kan vi jo se frem til ‘Snowden 2: Back to Uncle Sam’ næste år.