Majid Majidi leverede i 2020 sit sjette forsøg på en iransk Oscar-nominering, et smukt og dybt sympatisk, men til tider kluntet, indblik i livet som børnearbejder.

“Denne film er dedikeret til de 152 millioner børn i arbejde og dem, der kæmper for dem”. Sådan starter ‘Solens Børn’ ud med at erklære, før den introducerer os for dens farverige univers.

Det er ikke Majid’s første spillefilm, der følger problemramte børn, og hans erfaring kan også tydeligt mærkes i både filmens selvsikkerhed og børnenes præstation. Men på trods af store ambitioner lykkedes det alligevel ikke at opnå en Oscar-nominering, og det er måske ikke så overraskende. 

Goonies møder socialrealisme

Fire fattige og faderløse drenge med masser af gadetalent får at vide, at de skal finde en skat begravet dybt under en skole. De ved ikke noget om skatten, men de er sikre på, at den kan hjælpe dem med at opnå deres drømme. Samtidig står de mange voksne omkring dem i vejen, og selv de mest velmenende af dem har svært ved at forstå, hvordan det er at være barn

Det lyder jo næsten som et eventyr, og det ved filmen også godt selv. Der bliver leget med genretrækkene, for eksempel når børnenes forestilling om skatten er en krukke fyldt med guldmønter. Der bliver på den måde skabt en hjerteskærende kontrast mellem deres hverdag, og hvordan de forestiller sig den. 

Der trækkes i høj grad på børnene i fortællingen, og det er en god ting, da de uden tvivl er det stærkeste element i filmen. Rouhollah Zamani, som spiller hovedrollen Ali, giver den hele armen i sin skuespilsdebut, og alle de jævnaldrende kammeraterne sakker aldrig langt bagud. Det er børneskuespil, og det kan man mærke, men deres ærlighed og dedikation når langt. 

Smuk, men ikke veludført

Desværre dukker der nogle strukturelle svagheder op. Det tager filmen lang tid at komme rigtigt i gang, og den bruger ikke sin tid effektivt. Der bliver flere gange mistet momentum, når der pludselig indskydes nye plotpointer, som sagtens kunne have været introduceret tidligere. 

Den mindste i banden Abolfazl, spillet af Abolfazl Shirzad, er et stille matematik-geni, som nogle gange føler sig udenfor, fordi han er fra Pakistan og ikke Iran. Det er en vigtig del af hans fortælling, men de elementer kommer så sent ind, at de næsten ikke når at lande. 

Derudover formår spændingen aldrig rigtigt at stige. Karakterernes egen investering er til stede, og som publikum føler man for dem, men der er mangel på reel antagonisme. Forhindringerne er selve systemet og bliver aldrig personliggjort i specifikke personer. Det passer godt ind i fortællingens univers, at det er selve samfundet, der er imod børnene, men det bliver aldrig håndgribeligt nok til at være særligt effektivt.

En mælkebøtte i kantstenen

Filmen er en smuk dedikation til nogle af dem, der har det sværest, og hvis man er sentimentalt anlagt, er der massere at hente. Filmens verden er hårdkantet og smuk, både i det visuelle og i fortællingen, og det er netop i den kontrast, at Majid Majidi illustrerer børns kærlighed og fantasi. 

Men filmen har også mange mangler, og resultatet bliver, at flere af de centrale, følelsesladede øjeblikke aldrig opnår deres fulde potentiale. I sidste ende er det en ganske fin film, som dog aldrig er så enestående og rørende, som den kunne have været.