Af Thomas Toft

I Somewhere, som er skrevet og instrueret af Sofia Coppola, møder vi den populære skuespiller Johnny Marco (Stephen Dorff), der bor fast på det luksuriøse Hollywood-hotel Chateau Marmont. Udadtil ser det ud som om han lever det fede liv: Johnny svømmer i smukke kvinder, kører rundt i en dyr sportsvogn og kan gøre lige hvad han har lyst til.

Men problemet er netop, at han ikke har lyst til at gøre noget.

Det meste af tiden befinder Johnny sig på sit hotelværelse, hvor han enten bare ligger i sengen og ryger cigaretter, drikker eller holder fest.

Til trods for at han hele tiden er sammen med kvinder og er omgivet af smarte mennesker til sine fester, er Johnny meget alene. Bortset fra vennen Sammy, er alle Johnnys andre bekendtskaber kun overfladiske, og han virker til at være fanget i en falsk verden, hvor folk kun er sammen med ham, fordi han er kendt. Der er ingen som kommer tæt på ham eller ved hvem han er – udover at være et navn på filmplakaterne.

Holdepunktet i denne tilværelse er den 11-årige datter fra et tidligere ægteskab, Cleo (Elle Fanning), som holder af sin far og tager vare på ham, selvom han ikke har været der for hende. Skæbnen gør, at de to gradvis kommer tættere på hinanden, og Cleo får langsomt sin far til at åbne øjnene op for, at livet har andet at byde på end et hotel med roomservice.

Med denne film læner Sofia Coppola sig igen op ad den europæiske filmtradition: Mennesket er i fokus, og alt andet overflødigt fyld er skåret væk. Her er hverken special effects, nervepirrende action eller sindsoprivende, dramatiske scener. I stedet får publikum serveret en intim historie om en mand, som måske burde være lykkelig, men inderst inde er meget ensom og i tvivl om hvem han selv er.

Sofia Coppola er mest kendt for at stå bag Lost in Translation, som hun vandt en oscar for i kategorien bedste manuskript. Handlingen minder i særdeleshed om den i Lost in Translation, som også kredser om mennesker (Bill Murray, Scarlett Johansson), der er kørt fast i deres liv og mangler gnisten til at komme videre. Begge film er ligeledes bygget op omkring stemningsøjeblikke med den enkle historie som udgangspunkt.

Havde en anden instruktør stået bag disse film, kunne de nemt ende med at blive overordentlig kedelige og formålsløse at se på, men det er igennem de utroligt velinstruerede skuespillere og de dermed troværdige karakterer, at Coppola slår sig fast som en talentfuld filmskaber, og man som publikum accepterer det meget simple plot.

Somewhere er en stilrent komponeret film, som er enkel i sit udtryk: Der er kun lidt brug af underlægningsmusik, billedskuddene er lange og klipperytmen meget langsom. Alt dette medvirker til, at filmen lægger op til fordybelse i dens karakterer og den bevægende historie. Karaktererne er underspillede, hvilket er et typisk træk for Sofia Coppolas film, og der bliver ligeledes ikke brugt tid på en masse dialog. I stedet får vi vist personernes følelser gennem billederne, og det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde i at skabe den rigtige stemning i de forskellige scener, således at vi som publikum får en intim oplevelse sammen med Johnny og Cleo.

5 ud af 6 stjerner.