Af Rikke Mohr Jørgensen

Camera Film, distributionsselskab tilknyttet Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade, har igennem fire årtier koncentreret sig om at forsyne de danske biografer med la creme de la creme fra filmens verden. Deres katalog dækker over instruktører som Jeunet, Coen, Kieslowski, Kurosawa, Chabrol og andre sværvægtere inden for art house film. Camera Film er et selskab med fingeren på art pulsen og derfor værd at holde øje med hvis man er til kunstfilm.

Filmen Sommertid, instrueret af Olivier Assayas, er Camera Films næste premierefilm og handler om tre søskende i fyrrerne, som vender hjem til det smukke og idylliske landsted fyldt med kunstgenstande, hvor deres mor har været bosat de sidste mange år, og hvor de som børn har slået deres folder. Moderen ved hun ikke har langt igen, og sætter derfor sin ældste søn Frederic ind i detaljerne omkring, hvad hun synes der skal ske med hendes efterladte ejendele. De to yngre søskende bor nemlig i udlandet og har næsten ingen tilknytning til fædrelandet længere.

Stemningen imellem de tre søskende er på overfladen varm, men man lurer at forskellige interesser ulmer herunder. Dette begynder at komme til syne, da moderen dør efter en rejse til San Francis-kó, og dødsboet skal gøres op.

Desværre virker filmen meget overfladisk, da der bliver talt overmådeligt meget om ting og hvad de er værd. Som en slags ”Hvad er det værd?”, bare på fransk og ret uinteressant mm man interesserer sig for mindre kendt fransk kunst eller måske er frankofil eller bare franskstuderende. Og hvem gider se en film om nogle overfladiske mennesker, som ikke rigtigt kan finde ud af at dele et dødsbo, trist scenarie selvom det af og til spædes op med børn, blomster og hunde samt søde ældre kvinder… Jeg hader ikke fransk film, forstå mig ret, og heldigvis gør skuespillerne en kæmpe indsats og spiller forrygende. Desværre er emnet for middelmådigt og bliver forsøgt spædet op med at vise Frederics problemer med at komme for sent til job i dagligdagen samt hans datters teenageudskejelser. Havde filmen været en tv-føljeton i flere afsnit, kunne man have udviklet personer, fået mere kød på dem og måske haft et udmærket familiedrama a la Sommer, kendt fra dansk tv.

Assayas ønsker tilsyneladende at skildre en generation af højtuddannedes manglende tilknytning til deres historie og kultur, men lader os igennem teenagedatteren Sylvie vide, at det hele ikke er tabt på gulvet, da hun stadig nærer følelser for det hus, hendes farmor levede sit liv i og havde så kært. Men som sagt må karakterernes udvikling lide under al snakken om kunstgenstande og får ikke tid nok til at udvikle sig. Men det kan man vel i og for sig også kalde et statement far Assayas side, det er bare for skjult.

Sommertid er et klassisk fransk drama, og kan ifølge denne anmelder, virke en lille smule højrøvet i forhold til hvad man som dansk biografgænger kan holde til. Med udtalelser som Pymá, (tysk skotøjsfirma) og San Fransis-kó, (amerikansk by), kan man ikke lade være med at reflektere over franskmændenes indædte irritation over, at det var englænderne, hvis sprog blev det mest udbredte mht. kommunikation imellem verdensnationerne og at de faktisk ikke er særligt flinke over for en når man er på ferie i deres nation.

Men i samme åndedrag synes jeg Camera Film bør roses for at turde vise hvad der sker på den europæiske filmverdens fronter, for ellers ville danske biografer ende i et inferno at actionfilm baseret på tegneserier ingen nogensinde har hørt om, så endnu engang tak til Camera Film.

Sommertid, med originaltitlen L’heure d’été, er fint fortalt, dog en smule snobbet og er desværre hurtigt glemt.