Hvis jeg var lige så hurtig som Sonic, ville jeg løbe tilbage i tiden og stoppe producenterne, som tænkte, at det var en god idé at lave den her film.

Tilbage i 1991 var spilmarkedet domineret af en italiensk blikkenslager kaldet Mario. Han var opfundet af den japanske spilproducent Segas konkurrent Nintendo, og han var ikke til at stoppe. Sega havde desperat brug for deres egen maskot til at konkurrere med den allestedsnærværende italiener og opfandt derfor det blå pindsvin Sonic.

Sonic og hans ærkefjende Eggman startede dermed et af de største spil-franchises nogensinde, men det er nu over 15 år siden, der sidst kom noget godt ud af serien.

Timingen er perfekt til et kæmpe comeback i filmform – men nej. Bare nej.

Sonic-biblen
Ligesom med filmatiseringer af bøger bliver spilmatiseringer ofte kritiseret for ikke at følge den allerede etablerede historie. I Sonics spilunivers er der ikke én rigtig fortælling, men mange.

Et forsøg på en forhistorie til Sonic er Sonic-biblen, skrevet af Sega of America, der skulle sælge spillene i 90’erne. Heri skrives det, at Eggman er en faderfigur til Sonic, som bliver ond, efter han bliver genetisk splejset med et råddent æg.

Den mærkværdige historie forkastes i denne apokryfe film, men ikke til det bedre. Plottet indeholder fjerne planeter, teleportationsringe og et komplet, inkompetent amerikansk militær, som næsten kuppes af en latterligt udseende mand med storhedsvanvid.

Okay, måske er den sidste ikke så langt ude, men ethvert forsøg på at forklare plottet ville være håbløst spild af tid, for der er intet.

Vi bliver nødt til at tale om Jim Carrey
Man kunne fristes til at sige, Jim Carreys Dr. Robotnik/Eggman er den eneste gode ting ved filmen. Ligesom Sonic forsøger han sig for tiden med et comeback siden sin storhedstid i 90’erne. Forskellen er dog, at det delvist er lykkedes – hvis man ser bort fra denne film.

Resten af filmens humor er ligeså usjov som et rigtigt pindsvin og alle seriøse øjeblikke kopieret fra langt bedre, men stadig dårlige amerikanske komedier.

Et af pindsvinefilmens produktionsselskaber hedder Original Film, men i dette tilfælde kunne det ikke være mere usandt.

Hvem i alverden er målgruppen?
Gode film får en til at tænke, og ’Sonic the Hedgehog’ fik da også mig til at tænke på, hvem der egentlig ville nyde filmen. Humoren retter sig mest til børn, men Sonic er ikke en kendt karakter i spilverdenen målrettet den yngste generation mere.

Sonic-fans er nu et sted i 20’erne og nok det mest biografgående publikum, men vil de lade sig narre af det re-design af Sonic, som skubbede premieredatoen flere måneder og fik et visuel effect-firma lukket? Det første kig, vi som spændte spilfans fik af film-Sonic var nemlig en vanskabt, blå homunculus af et pindsvin.

Det eneste formål, som filmen kan tjene, er som et skinnende eksempel i diskussionen om, at spil aldrig kan være kunst på linje med film (hvilket jeg for resten ikke kunne være mere uenig i).

I nogle dårlige film kan man i det mindste stadig føle kærligheden til emnet, men ’Sonic the Hedgehog’ er et kærlighedsløst produkt af kapitalismens evindelige forsøg på at vride penge ud af vores nostalgi.

Men hey, Sonics bedste ven, den tohalede ræv Tails kommer med i toeren. Det glæder jeg mig til.