’Sorgenfri’ er en konventionel zombiefilm, hvilket er yderst ukonventionelt for den danske filmscene. Det har Bo Mikkelsen bevist, at der skal laves om på.

Et af de mest karakteristiske træk ved Danmark er, at vi i bund og grund lever i et ufatteligt sikkert samfund. Modsat store dele af verden slipper vi for at bekymre os om diverse naturkatastrofer, kriminaliteten er forholdsvist lav, og der bliver sjældent begået mord. Nej, den gennemsnitlige dansker skal sjælendt frygte for sit liv, men det ændrer sig pludseligt for borgerne i den idylliske by Sorgenfri, hvor en virusepidemi pludseligt opstår. Familierne i byen bliver spærret inde i deres huse i uvished, og det er nu vigtigere end nogensinde for dem at holde sammen.

There’s a new boy in town.
At en instruktør vælger at debutere med en zombiefilm, vækker opmærksomheden med det samme. Det er en vild satsning at vige fra de normative genre i dansk film og tage fat i noget, som vi hovedsageligt kun ser fra Amerika.

Har den så noget nyt at byde ind med? Det vil jeg i den grad mene, da danske film generelt byder på noget helt specielt, der er svært at definere. En af dansk films og specielt ’Sorgenfri’s, styrker, ligger i dens måde at formidle et budskab, uden at overfortælle det. Vi får lov til selv at tænke og konkludere undervejs, specielt når det kommer til forholdene mellem de voksne karakterer. Der bliver ikke sat ord på den jalousi, der til tider kan være mellem et tydeligt forelsket par og det lidt mere prøvede og vanefyldte forældrepar, men blot et enkelt subtilt blik ved en vejfest får forklaret dette, uden karaktererne behøver udtrykke sig til hinanden om det, for at sikre sig at publikummet har forstået det. Dette skal dog også tillægges specielt Mille Dinesen og Troels Lybys sublime skuespilpræstationer.

Der er dog også nogle enkelte øjeblikke, der ikke fungerer som ønsket. Enkelte gange sad jeg og smågrinte for mig selv over øjeblikke, der ellers skulle bygge en gyselig stemning op. Til tider sidder man og bliver irriteret over nogle af karakterernes valg, der virker åbenlyst idiotiske. Men ville det virkelig være en zombie/gyserfilm, hvis man ikke havde lyst til at råbe og skrige af karaktererne?

Lidt for rund om livet.
I folkeskolen var noget af det første, ens dansklærer lærte én om ’fisken’. Enhver historie skal have et hoved, som er starten, en krop, der er midten og en hale, som er slutningen. ’Sorgenfri’s styrker ligger specielt i dens hale, der ligesom hos fisken skubber hele filmen frem ad. Efter at have siddet i suspense, men lidt stille i en lille time, er det dejligt med et brag af aktion, og måske en af de bedste slutninger, jeg længe har set. Fuck den er fed!

Filmens anslag, fiskens mund om man må sige, er genialt og stemningssættende, men derefter går det lidt ned ad bakke, med et lidt for stort hoved og krop, der fylder for meget til at være interessant hele vejen igennem. De fleste scener er dog nødvendige for opbyggelsen af historien, og ingen af dem er overflødige. Man kan dog enkelte gange godt sidde og kede sig lidt, en følelse som filmens hale dog hurtigt for pisket væk.