Der er flere film om boksning end om nogen anden sport. Antoine Fuquas ’Southpaw’ slår sig fast ind på listen over de bedre, selvom der ikke er mange overraskelser i det ellers autentiske drama.

En vinder som taber det hele
Billy ’The Great’ Hope (Jake Gyllenhaal) har det hele: lækkert hus, dejlig familie og et halvt dusin boksetitler til sit navn. Han er definitionen af en vinder. Men når tragedien rammer ham, tabes det hele på jorden, og hans største udfordring er ikke længere at få point i ringen, men kampen mod de indre dæmoner, sorgen over tab og at indse at hans sværeste prøvelse bliver rollen som far.

‘Southpaw’ byder på få narrative overraskelser i denne klassiske fortælling om en bokser, der fældes af personlig tragedie og skal rejse sig for at redde den person, der betyder mest for ham. Men alle film behøver ikke nødvendigvis at genopfinde hjulet. ‘Southpaw’ ophøjer sig til mere end den gennemsnitlige boksefilm ved at have fokus på det autentiske drama. Det handler om mere end bare at vinde og blive den bedste bokser i verden; det handler om en mand, som er vant til at bruge sine næver til at klare ærterne og bliver fuldstændig hjælpeløs, når det kommer til at tackle følelser.

Efter tragedien befinder Hope sig i sit gamle nabolag Hell’s Kitchen, hvor han voksede op på børnehjem. Her møder han træneren Tick Wills (Forest Whitaker), der skal hjælpe ham med at komme tilbage i ringen. Det hele er båret frem af virkelig velvalgt bastungt gangsta’-rap fra Eminem og 50 Cent.

En garvet performer og en stærk debut
Gyllenhaal har efterhånden bevist, at han er en af Hollywoods mest alsidige skuespillere. Selvom det snart er lidt klichéagtigt at gennemgå en stor fysisk forandring til en rolle, kan man ikke blive andet end imponeret over forskellen mellem den muskuløse Hope og Gyllenhaals sidste rolle, som den nærmest udmagrede Lou Bloom i ’Nightcrawler’. Han indkapsler både den aggressive verdensmester og den slagne mand med stor overbevisning. De stærkeste scener er mellem ham og datteren, som er spillet fabelagtigt af den debuterende Oona Laurence, og det er hendes fortjeneste, at ’Southpaw’ nemt kan efterlade en tåre i øjenkrogen.

Desværre springer filmen lidt over, hvor gærdet er lavest i anden halvdel, specielt i forhold til en ung bokser med familieproblemer, der ligeså godt kunne hedde Plot Device – det lugter lidt af følelsesporno.

Filmen byder ikke på store overraskelser og er til tider forudsigelig. Den balancerer på en hårfin grænse, og der er smurt lidt for tykt på nogle gange. Hovedkarakterens efternavn ’Hope’ er en smule for usofistikeret. ’Southpaw’ er desværre ikke en knockout, men den kæmper en brag og værdig kamp.