Tv-værten Anne (Lene Maria Christensen) har planlagt sit liv ned til mindste detalje, og nu er tiden kommet til at få et barn. Men eftersom hun ikke har fundet den rette mand endnu, og hun ikke vil vente længere, bestemmer hun sig for at blive alenemor og benytter sig af sæd fra en anonym donor. Desværre går der ikke særlig længe før den succesrige tv-vært ombestemmer sig, og med hjælp fra den altid trofaste veninde Siv (Mia Lyhne), finder de to sammen ud af hvor donoren bor.

De to veninder tager hen til den adresse de tilranede sig via donorregisteret, og til deres store ærgrelse finder de den gedigne taber Gordon Dennis (Nikolaj Lie Kaas). Han bor alene i noget der måske engang var et laboratorium, og omgiver sig heri med alverdens kuriositeter. Den karrieremindede tv-vært er mildest talt skuffet, men den ukuelige Siv ser lyst på fremtiden, og overtaler Anne til at invitere Gordon Dennis ud på date. Stik imod al forventning viser sæddonoren sig at have visse kvaliteter, og den stramme tv-vært giver sig hen til den subsistensløse drengerøv med tilhørende omflakkende tilværelse.

Men midt i tv-værtens pludselige forelskelse finder hun ud af, at Gordon Dennis slet ikke er sæddonor. Det er den overperfekte Rune (Casper Crump) der spiser økologisk og stemmer på de rigtige og træner sig op til at kunne løbe Berlin Marathon. Rune og Gordon Dennis bor dør om dør, og har nemlig byttet adresse lige efter sædprøven blev doneret. Nu er Anne i syv sind, for skal hun følge hjertet og den ramponerede Gordon Dennis der sandsynligvis ikke har været ædru siden har lukkede sin første øl op, eller skal hun forsøge sig med den helt perfekte Rune som måske er lidt for kedelig og lidt for perfekt?

Lene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas spiller rigtig godt. Så enkelt er det. De assisterer hinanden godt, og så har Christensen altså en egenartet og ret så seværdig oprigtighed i sit skuespil. Hvad enten det er i Fidibus, Frygtelig lykkelig eller En familie, besidder hendes spil en form for naivitet som hun bruger flot til at spille åbenlys stupid eller til at underspille og fremstå klog. I Sover Dolly på ryggen? kommer hun ud i situationer hvor hun har brug for at kunne spille på begge måder, og det sidder lige i øjet. Thumbs up!

Filmens stærkeste side er de mange morsomme kommentarer der gentagende gange redder filmens handling fra gå fuldstændig i stå. For der sker vitterligt ikke meget i filmen. Men nu er det jo også en komedie, så mon ikke det er for det bedste? Jo, det er det nok. Så er man sikker på at man ikke mister nogen undervejs, og man har dejlig meget tid til at flette mangen en udmærket morsomhed ind.