Det er stadig underholdende at se kaotiske basketballkampe med de gakkede Looney Tunes, og nu er der tilmed et velment forsøg på en historie. Men den manglende tidsafspejlende charme fra 90’er-kultfilmen gør en i tvivl om, hvorvidt denne 20’er-opdatering bliver husket eller hurtigt går i glemmebogen.

Som bette knejt var ‘Space Jam’ en af de første engelsktalende film med danske undertekster, som jeg husker at have set. Jeg fattede ikke særlig meget af dialogen, dengang jeg så den på TV3, men jeg var vild med den unikke blanding af live-action og animation samt den absurde idé om en basketball-kamp, hvor Michael Jordan og Looney Tunes kæmpede for at undgå en fremtid som alien-slaver.

Men det skal bare siges ligeud: den originale ‘Space Jam’ fra 1996 er ikke en god film. Faktisk bliver den kun ringere for hvert gensyn. Jordan virker fuldkommen ligeglad med hele farcen, og fire manusforfattere kunne åbenbart ikke finde på bedre jokes end Pelle Gris, der siger ”I pee- pee- peed in my pants”. Men ‘Space Jam’ vil alligevel for evigt blive husket for at være et så skamløst produkt fra 90’erne (filmen blev kun til, fordi Nike ønskede at sælge flere Air Jordans), at det nærmest er fascinerende.

25 år senere har vi nu en efterfølger. LeBron James som den nye verdensstjerne og Looney Tunes som reklamemaskot for Warners andre filmuniverser. Modsat den originale film er der her gjort et ærligt forsøg på at skabe en god familiefilm med karakterudvikling. Om det så er på bekostning af alt det, der gjorde den første ‘Space Jam’ unik og charmerende, er faktisk et godt spørgsmål.

Basketballkampen om at blive en bedre far
I 1998 fik lille LeBron at vide af sin idrætslærer, at hvis man ville blive verdens bedste basketballspiller, skulle man ikke bruge tid på distraheringer som en lille, klodset GameBoy. LeBron forsøger at lære sin søn Dom det samme, men Dom besidder faktisk et naturtalent for kodning og computerspilsdesign, der desværre ikke bliver værdsat. 

Denne kernekonflikt, placeret i en digital basketballkamp om liv og død mod en ondsindet AI skabt af Warner-servernes algoritme, fungerer overraskende godt og giver verdensstjernen LeBron sårbarhed og menneskelige fejl, som den alt for afslappede og seje Michael Jordan aldrig besad i etteren. 

Skurken, spillet energisk af Don Cheadle, har endda en relevant rolle som en alt for overvågende og indflydelsesrig AI, der dog mangler følelser for at forstå mennesker. Og selvom far-søn-konflikten deler forudsigelige træk med de fleste familiefilm, er det en tilfredsstillende fortælling, der garanterer smil på læben.

Højenergisk tegnefilmsvold med få punchlines
Hvis man er en bette knejt, der ikke kunne være mere ligeglad med alle de kedelige live-action sekvenser mellem mennesker og egentlig bare gerne vil se tossede tegnefilmsfigurer give hinanden kodyle prygl, så er ‘Space Jam: A New Legacy’ et underholdende kaos. 

Der er god energi, når de gakkede Looney Tunes udsætter hinanden for diverse bombardementer, og voksne vil nok også blive begejstrede over at se, hvordan animatorerne får sneget de tegnede løjer ind i storslåede scener fra ‘Mad Max’ og ‘Matrix’.

Desværre savner man den geniale dialog fra især Snurre Snup og Daffy And, som man fik i de klassiske Chuck Jones-tegnefilm fra 50’erne. Ligesom forgængeren bliver Looney Tunes-karaktererne ikke gjort til meget mere end en flok omvandrende catchphrases.

Men der er dog få højdepunkter i dialogen, som eksempelvis Daffy, der mest af alt vil være en del af Justice League, fordi superheltene får tilbudt gratis parkering, hvilket viser, at manusforfatterne i denne omgang forstår Looney Tunes bedre.

“Come on and slam” med mindre “jam”
Trods flere eksempler på en væsentlig forbedret fortsættelse kan man ikke komme udenom, at grunden til, at denne toer overhovedet eksisterer, skyldes den skamløse 90’er charme, som etteren udstråler. 

Hertil har forgængeren altid kunne prale af et overraskende hårdtslående og tidsafspejlende soundtrack, med bangers fra East Coast-legender Method Man, LL Cool J og Busta Rhymes, samt det skønne, inspirerende nummer ‘I Believe I Can Fly’ fra det knapt så inspirerende udyr R. Kelly.

Med navne som Lil Baby, Chance the Rapper og Brockhampton på 2’erens soundtrack kunne man håbe på en lignende tidsafspejling af 20’erne, men det når aldrig at blive til mere end standard-hits til laveste fællesnævner om at tro på sig selv.

‘Space Jam: A New Legacy’ ender med at være et mere velment forsøg på en underholdende og hjertevarm familiefilm end sin forgænger, og små knejter vil garanteret glæde sig over tegnefilmstvekampe på basketballslagmarken. Af den grund alene fortjener den en fire-pointer, men jeg vil ikke blive overrasket, hvis den mere tidsdefinerende og skamløse forgænger bliver husket i længere tid.