Instruktør Philip Th. Pedersen og manuskriptforfatter Pelle Møller har skabt en uhyre nuanceret, rørende og morsom familiefilm med frydefuldt imponerende børneskuespil.
De to drenge Asger (Storm Exner Fjæstad) og Svend (Max Kaysen Høyrup) står koncentreret og nærstuderer et kort. Bag dem bevæger noget lysende sig hurtigt frem og tilbage. Men de opdager ingenting, kortet har slugt deres opmærksomhed.
Pludselig ser de, at det er armen på Esthers (Katinka Evers-Jahnsen) varulvekostume, der står i flammer. Asger råber til hende, at hun skal lægge sig ned, og fluks bruger han Svends aflagte spøgelseskostume til at slukke ilden.
INTET er, som det plejer eller bør være ved dette års Halloween.
Normalt er det en fast tradition, at de to venner Ester og Asger og hans lillesøster Petra (Hannah Glem Zeuthen) går trick og treat sammen. I år må deres forældre dog tvinge dem til at være i hinandens selskab, for Asger og Ester er ikke længere venner, og Petra forsvandt nogle timer tidligere, og de skal nå at finde hende og være hjemme inden solen går ned. Derfor er de tvunget til at samarbejde.
Deres færd foregår på en mørk grundtone, da søskendeparrets far fornyeligt blev dræbt i et trafikuheld. Og Asger vil for alt i verden ikke ødelægge morens aften, for ” det er længe siden, vi har haft det sjovt”, som han proklamerer i en scene.
Overbevisende autentisk
De to søskende er hinandens modsætninger. Petra er vild og har så meget energi og liv i sig, at hun næsten ikke kan være i sin lille krop. Asger derimod ser usikkert på verden med sine store, følsomme øjne, som har han mest af alt lyst til at forsvinde ind i sig selv.
Børneskuespillerne i filmen er en sand fryd. De er befriende naturlige i deres spil både i de alvorlige og i de morsomme scener – sammen med de ekstremt velskrevne replikker skaber det et så overbevisende autentisk børneunivers, at jeg ofte glemte, at det var skuespil. Altid talentfulde Marijana Jankovic og morsomme Lise Baastrup lyser desuden op blandt de voksne spillere.
Det er så imponerende at opleve, hvordan manuskriptforfatter Pelle Møller evner at integrere så forskellige temaer som sorgen over at miste en forældre, venskabets styrke og de gakkede situationer, børnene oplever den Halloween, så det danner en samlet, helstøbt fortælling.
Mit yndlingseksempel på dette er scenen, hvor Petra beder Asger om hjælp med at lave et kostume. ”Ligesom far og jeg altid gjorde” siger hun med triste, bedende øjne. Da hendes bror spørger hende, hvad hun vil være klædt ud som, svarer hun ”mumie-kannibal-zombie”. Scenen er kompleks, for man mærker tydeligt, hvor meget børnene savner deres far, og samtidig er Petras kostumeønske så morsomt, at jeg ikke kunne lade være med at grine højt.
Underspillet og gakket humor
Filmen indeholder en sekvens, som er en tydelig hilsen til de populære amerikanske ’Alene hjemme’-film. Desværre giver det historien en lidt irriterende bismag. Det virker overgearet og malplaceret og mest af alt, som om man er bange for at kede tilskuerne. Det passer ikke ind i filmens dominerende underspillede, gakkede humor, som når vi ser Mickey, en af Petras klassekammerater, være udklædt som pruttepude, fordi der ikke var noget vampyrkostume i spøg og skæmt-butikken.
Men bismagen fortager sig heldigvis hurtigt, for filmen er uden tvivl en gave til både små og store.
Børneskuespillerne, instruktøren og manuskriptforfatteren fortjener en stor applaus for at berige os med en elskelig, tidløs fortælling om børns ukuelighed og værdifulde fantasi.
Så kom fluks afsted i biografen, for ‘Forsvundet til Halloween’ er en kærkommen mulighed for at få luftet latteren og få varmet de kolde efterårshjerter.
