Instruktøren bag ’En frygtelig kvinde’ kaster sig ud i gysergenren med en langsom og pinefuld historie, og han når næsten i mål med alle sine ambitioner.

’Speak No Evil’ er Christian Tafdrups forsøg på at lave ”Danmarks mest ubehagelige film”.

Om det gælder alle år er måske lige ambitiøst nok, men jeg kan med sikkerhed sige, at den vælter alle andre film det kommende år af pinden.

I filmen ser vi en dansk familie, der på en ferie i Italien møder en hollandsk familie, der faktisk minder meget om dem selv: far, mor og et barn på deres datters alder, og selvom parret er en anelse mere frembrusende end danskerne selv, kommer de alligevel godt ud af det med hinanden.

Faktisk så meget at den hollandske familie inviterer danskerne hjem til sig nogle måneder senere. Og familien siger ja.

Gæstfrihedens kolde hånd

’Speak No Evil’ er en historie, der udspiller sig så langsomt, at det bliver helt smertefuldt.

Løst baseret på instruktørens egen oplevelse tager den danske familie en weekend hos sine nye hollandske venner og opdager, at de er lidt sære. Eller sære er måske en underdrivelse.

Det er små ting, som at Louise (Sidsel Siem Koch) er vegetar, men alligevel får serveret kød, parrets unge dreng, Abel, der er utroligt sky og knap nok erkender datterens tilstedeværelse og den karismatiske Patrick (Fedja van Huêt), der ret hurtigt bliver uhøflig over for danskerne – og endda også over for sin egen søn.

Filmens handling tester publikums udholdenhed ligeså meget som hovedpersonerne selv. Det danske par bevæbner sig med tålmodighed og lader tvivlen komme deres mærkelig nye venner til gode, for det er jo trods alt en anden kultur, de er trådt ind i.

Måske lidt for meget tålmodighed til at være så relaterbart, som instruktøren havde håbet på. Især slasher-subgenren er notorisk kendt for at portrættere utrolig dumme karakterer, og selvom danskerne ikke er dumme, er de i hvert fald naive. Det tager dem lang, lang tid at gøre noget, og pointen om høflighed og gæstfrihed går ikke rent ind.

En evig dans

’Speak No Evil’ akkompagneres af dyster, bevidst latterlig og overdreven musik selv i mundane øjeblikke, og det fungerer ualmindeligt godt til at sætte tvivl i alles tanker.

Det øjeblik, der satte sig mest i mig, var, da en person går ind på badeværelset, mens den danske mor er i bad, og begynder at børste tænder. Vi får ikke at vide, hvem det er, og Louise lader vandet rinde og siger ikke et ord, mens lyden af tandbørsten fortsætter i utrolig lang tid.

Samtidig bliver tandbørstningslyden højere og højere for så at forsvinde igen, og man holder vejret sammen med den kvindelige hovedrolle.

I sidste ende går den fremmede (mit gæt er den hollandske mand) ud igen, og der sker danskeren ingenting. Alligevel er det en utrolig sårbar situation, hun befinder sig i (Tafdrup har vel set ’Psycho’?), og scenen leger både med vores tålmodighed og vores tiltro til folk.

Gyser eller ej?

Jeg er gyserfan, og det gælder mange former for gyserfilm.

Tafdrup er tydeligt inspireret af Trier, og den nordiske humor fungerer godt i sammenspil med det, han prøver at fortælle med plottet. Men det undrer mig, at instruktøren overhovedet har lyst til at dyrke genren, når han tydeligvis ikke kan lide horror.

Det giver mig i hvert fald en lidt mærkelig smag i munden, at Tafdrup tilsyneladende afskriver sig de typiske horrorkonventioner totalt. Fred være med hans egen mening, men gysergenren byder på mere end ’bare’ jumpscares og blodsprøjteri. Og der er desuden intet galt med de elementer, hvis de bruges ordentligt.

Faktisk minder ’Speak No Evil’ mig særligt om ’Funny Games’, og Tafdrup bruger også mange af de samme greb som den nyere ’Hereditary’.

Så måske er instruktøren for fin til lavkulturel gys, eller måske er jeg for gyserkultur-snobbet, men filmen fungerer langt hen ad vejen, og karaktererne er både sympatiske og ualmindeligt frustrerende, også selvom plothullerne er gabende store.

’Speak No Evil’ er ikke en banebrydende gyserfilm, men at benytte sig af den sociale satire og skræk for at tabe ansigt er et ret skarpt træk.