Edderkoppedrengen har haft en mildest talt omtumlet tilværelse på det store lærred. Producenten Sonys tidligere eskapader med denne franchise endte begge med at dø ud efter henholdsvis anden og tredje inkarnation. Men efter Marvel og guru Kevin Feige kom med, har der været en sjælden stabilitet omkring den rapkæftede netskyder.
Efter at have rendt Brooklyn tyndt i sin forrige film og reddet universet sammen med de andre Avengers i ’Endgame’, har drengen inden i Spider-Man, Peter Parker (Tom Holland) hårdt brug for sommerferie. Heldigvis skal han og skolens videnskabsklasse på en tur rundt i Europa, hvilket åbner op for, at han endelig kan få taget sig sammen og erklæret sin kærlighed til det evige crush, MJ (Zendaya).
Men så nemt er der aldrig noget, der er i en superhelte-film. Kaos bryder ud næsten i det øjeblik, han træder ud af flyet, og Spider-Man må igen redde verdenen sammen med Nick Fury (Samuel L. Jackson) og resten af S.H.I.E.L.D.
Meget mystisk og tys-tys
Præcis hvad der sker, og hvordan den mystiske Quentin Beck/Mysterio (Jake Gyllenhaal) passer ind i det hele, er ikke en af de ting, der skal afsløres her. Gyllenhaal gør det dog fremragende og giver karakteren den sædvanlige pondus, som man er blevet vant til fra hans side. Kemien med Holland fungerer også rigtig godt, hvad enten der er tale om action, jokes eller mere seriøse, stille stunder.
I det hele taget er der rigtig meget, der fungerer. Tonen er generelt let, og vægtningen mellem high-school hormonelt pjank kontra superhelt-redder-verdenen-yadda-yadda-yadda er fint afbalanceret, om end den er lidt lang tid om at komme rigtig i gang.
Desværre er der også noget lidt for genkendeligt i hele plottet. Bevares, jeg forventede ikke, at der blev opfundet en ny epokegørende historie, men lidt mindre havde også gjort det. I stedet sidder jeg tilbage med en skuffet genbrugsfølelse.
En ting, der vel også kan klassificeres som genbrug, er dog en kærkommen overraskelse og bliver forhåbentlig videreudviklet i næste Spider-Man film.
Boh
Uden sin surrogat-far, Tony Stark, kigger Parker rundt efter en anden til at udfylde tomrummet og også være den næste Iron Man, som verden og han selv har brug for. Både til de store ting, men også de mindre, for eksempel om hvordan man bedst får fortalt et andet menneske, at man er forelsket i dem.
Og de to unge hygger sig bestemt i de forskellige byer på den europæiske sightseeing, hvor en gåtur rundt blandt Venedigs kanaler, talende om det komplekse og dog så simple italienske ord ”boh” og dets betydning, er et af filmens vidunderligt lysende øjeblikke – og dem er der heldigvis mange af.
’Spider-Man: Far From Home’ er vanvittig underholdende, fyldt med action, velskrevede jokes og en solid historie. Desværre minder den på visse punkter for meget om de forrige film og en lidt træg start dulmer en ellers stor entusiasme hos denne anmelder.
