Et friskt pust i superheltegenren.
Efter Marc Webs ’The Amazing Spiderman 2’ fra 2014 besluttede jeg mig for, at spinderen var død for mig. Alt, jeg elskede fra Sam Raimis Spiderman trilogi, virkede fuldstændigt ignoreret. En høj og slank hipsterfortolkning af Peter Parker i form af Andrew Garfield havde frarøvet mig håbet om Spiderman, som nogen anden end Tobey Maguire. ’Spiderman: Into the Spider-verse’ har overbevist mig om, at jeg tog fejl.
Spider… Men?
Miles Morales er en ung Puertoricansk/afro-amerikansk Brooklynteenager, der egentlig ville foretrække et afslappet liv, med kvarterets unge og sin seje onkel Aaron. Det synes Miles’ forældre dog ikke, og derfor skal han starte på en fin kostskole. Hans allerede besværlige dagligdag bliver ikke nemmere af, at han bliver bidt af en radioaktiv edderkop, hvilket giver ham – you guessed it – overnaturlige edderkoppeevner! For første gang siden den første Spiderman, keder jeg mig dog ikke under denne introduktion til helten.
Omdrejningspunktet bliver hurtigt, at den rigtige edderkoppehelt, Peter Parker, bliver slået ihjel af skurken Kingpin, alias Wilson Fisk. Kingpins superskurkeplan, for sådan en skal man jo have, er at åbne en alternativ dimension med en partikelaccelerator for at bringe sin afdøde familie tilbage. Det går dog ikke helt efter planen, og såkaldte ’Spider-people’ fra alternative universer begynder at dukke op i Manhattan.
Et fantastisk karaktergalleri
Flere ”Spidermen” lyder på papiret som en simpel idé, men det viser sig at være en genistreg. Vi har en joggingbuksbærende doven spiderman, en Gwen Stacy spidergirl, en spidergris ved navn Spider-ham (alias Peter Porker) samt Peni Parker, en anime-pige iført en edderkoppe mech-dragt. Fantastiske figurer, som alle og en er vellykkede, men én spindler overgår dem alle. Nicolas Cages noir Spiderman, som selvfølgelig er i sort/hvid. Sjældent har jeg grinet højere, end da en melodramatisk, trenchcoatbærende homme araignée forsøger at løse en rubiksterning, på trods af sin farveblindhed.
Skurkene er taget fra det klassiske Spidermanunivers. Jeg nævner i flæng Green Goblin, Prowler, Doctor Octopus og The Scorpion. Det bliver dog aldrig for meget, da alle hver især er vist fra nye, friske perspektiver. Det friske pust er i det hele taget en af de største kvaliteter ved filmen.
Et levende tegneseriehæfte
Spider-verse er noget af det flotteste animationsarbejde, jeg nogensinde har set. Grundidéen er at animationsstilen skal fremstå som et tegneseriehæfte. Collager af kulørte billeder, klistres ovenpå scener, der er i gang med at udspille sig, for at skabe parallelle handlingsforløb. Dette gøres så smukt, at jeg flere gange måber. Billedet føles så levende, at mine øjne og jeg på intet tidspunkt keder os.
Lydbilledet erogså fænomenalt. Brooklyn blivervækket til live med rapnavne som The Notorious B.I.G., Post Malone og Juice WRLD. Hip-hop fungerer sjældent særligt godt som filmmusik (Jeg kigger på jer ’Suicide Squad’ og ’Venom’), men det virker helt naturligt i fortællingens brogede Spider-flok.
Man kan virkelig mærke kærligheden til Spiderman
Ligesom jeg har forsøgt at ignorere Marc Webs spider-makværk, gør ’Spiderman: into the spider-verse’ det samme. Jeg støder ikke på en eneste reference til hans to film i serien, men Spider-verse er sprængfyldt med kærlighed til Raimi-trilogien. Denne kærlighed til helten og hans to skabere Stan Lee og Steve Ditko, som begge forlod os i år, skinner tydeligt igennem i alle aspekter af filmen. Spider-verse er det bedste bidrag til edderkoppekavalkaden, verden endnu har set, og en af de bedste superheltefilm nogensinde. Humoren er så gennemført, at jeg sjælden sporadisk har et øjeblik uden smil på læberne. Det viser sig, at jeg tog fejl – Tobey Maguire er ikke den bedste spiderman. Det er alle Spider-verses Spidermen tilsammen. Men mest Nicolas Cage.