‘Denne film er baseret på virkelige begivenheder – og nogle helt uvirkelige‘.

Med få velvalgte ord – hvidt på en sort skærm – er scenen sat for to timer i selskab med to af nyere dansk histories mest excentriske offentlige personligheder. Velvalgte er ordene fordi det netop er i spændingsfeltet mellem det virkelige og det opdigtede at Spies & Glistrup befinder sig. Her findes filmens store force, men desværre også de fælder den sætter for sig selv.

I filmen møder vi rejsekongen Simon Spies (spillet af Pilou Asbæk) og højesteretssagfører Mogens Glistrup (spillet af Nicolas Bro) i deres spæde kamp for det der i dag kendes som rejseemperiet Spies Rejser. Over godt og vel to timer udfolder historien sig om deres tætte venskab, deres interne og eksterne kampe, deres triumfer og slutter af ved Simon Spies død i 1984. En historie fyldt med rejser, morgenbolledamer, marcipanbrød, skattesvindel og liv og glade dage. Et sammenkog af en historisk Tour De Force igennem opbygning af Danmarks største rejseselskab og de involverede bagmænd.

Men en historietime med omskrivninger. For Spies & Glistrup er ikke sandfærdig. Tro ikke det modsatte. Vel nok er der situationer og dialoger der har taget sted i virkelighedens Danmark anno 1960-1980. En historisk korrekthed der som oftest materialiserer sig i stillbilleder og slideshows af avisklip og spisesedler fra vaskeægte nyheder. Men ligeså tit udspiller en seance sig, der kun er virkelig i form af at være billeder på det hvide lærred. Skænderier, samtaler og eksistentielle kriser der, både fra nære og fjerne kilder til de to historiske herre, er blevet nedsablet for at være det pure opspind.

Men er det udtalt negativt at dreje lidt på sandheden? Ja, hvis det havde været en dokumentar og ikke en fri fortælling. Hvem kan måske sige sig fri fra at have krydret lidt på en god historie for at give den opmærksomme tilhøre et større smil på læben eller en tåre mere på kinden. Næ, Spies & Glistrup er ikke sandfærdig. Men det er de fleste fiktionsfilm om profilerede mennesker heller ikke. Det gør ikke filmen dårligere. Tværtimod er filmens force som medie jo nemlig at kunne fortælle den gode historie, om det så er sandhed eller løgn i virkelighedens verden. Og fortællingen om Simon og Mogens er så godt fortalt at det egentlig kan være lige meget om Simon Spies har stået nøgen foran en gorilla med erigeret et-og-andet, i virkeligheden. Det er med til at formidle fortællingen.

Det lemper dog desværre for de sindslige skyggesider hos det umage makkerpar i den første store del af filmen, at historien får en omgang ballondyrsknæk. For Mogens Glistrup var ikke kun en desillusioneret samaritaner. Og Simon Spies havde ganske vidst korporlig omgang med et utal af hunkønsvæsner af mere eller mindre anstændig alder. Men han besad samtidig en lynende intelligens, der blandt andet udmøntede sig i en kandidatgrad i psykologi.

Det bliver en anelse sterilt og unuanceret hen ad vejen i skildringen af filmens hovedpersoner, selvom både Hr. Bro og Hr. Asbæk agerer det umage makkerpar med alt hvad deres skuespilmæssige præstationer kan holde – og med bravur. Men her stopper de gode præstationer da også og den historiske fakta der har sluppet igennem nåleøjet som eksempelvis Spies vidt berømte morgenbolledamer, spænder en smule ben for filmens troværdighed. For der findes åbenbart ikke mange unge danske kvindelige skuespillerinder i dag, der kan præsterer en overbevisende accent som den tog sig ud i gårsdagens Danmark.

Spies & Glistrup sniger sig i sin skildring af to store danskere ikke op på samme niveau som eksempelvis Dirch, men er en flot fortalt historie om to gode venner og deres fælles begivenhedsrige liv – virkeligt som uvirkeligt.