Modsat mange instruktører har Guy Ritchie ikke ligefrem travlt med at presse film ud i en endeløs række. I stedet har Ritchie siden gennembrudsfilmen ‘Rub, stub og to rygende geværer’ fra 1998 (hvilket i øvrigt er en fremragende titel på dansk), kun instrueret seks film. Desværre kan det ikke siges, at alle af disse få film er kvalitetsfilm på højde med debuten. Derfor var jeg noget spændt på at skulle se ‘Spionen fra U.N.C.L.E.’ – var det nu at Ritchie igen kom på toppen?

‘Spionen fra U.N.C.L.E.’ er oprindeligt en amerikansk serie fra 1964, hvor CIA og KGB’s bedste agenter tvinges til at samarbejde for at sikre verdensfreden. Det lyder i sig selv ikke som en klichéfyldt samarbejds-se-hvor-ens-vi-alligevel-er-serie vel? I denne 2015 filmatisering af den gamle serie skal CIA-agenten Napoleon Solo (Henry Cavill) og KGB-agenten Illya Kuryakin (Armie Hammer) sammen lokalisere en forsvunden tysk atomfysiker, der frygtes at producere atomvåben til en flok gamle nazister, der endnu ikke har opgivet drømmen om det tredje rige.

Spion-genren er dog en farlig genre, og jeg må desværre erkende, at Guy Ritchie ikke rammer plet med ‘Spionen fra U.N.C.L.E’. Henry Cavill er næsten lige så stram i betrækket som sit jakkesæt og han er noget svær at holde af i rollen som charmerende CIA-agent. Den mindst ligeså hårdt pumpede Armie Hammer er noget nemmere at holde af i takt med, at hans russiske gletscher-attitude langsomt smelter. Desværre smelter hans pinagtige påtagede russiske accent ikke bort.

Måske er det de kække James Bond-film eller den nyere ‘Kingsman: The Secret Service’, der påvirker mit syn på, hvordan en moderne spionfilm bør være, men Guy Ritchie formår i hvert fald ikke at leve op til mine forventninger til genren. Dialogen er simpelthen ikke så barberknivsskarp som den bør være med en britisk instruktør som Ritchie, og manglen på bedre snappy comebacks får en til at drømme sig væk til hans tidligere film som ‘Snatch’ og den anden med de to geværer fra 1998.

Heldigvis for Guy Ritchie er historien nogenlunde underholdende. Og endnu bedre: hans filmhold har formået at skabe et troværdigt 60’er-univers på billed- og særligt lydsiden hvor bl.a. Nina Simone og Ennio Morricone skaber en vidunderlig stemning. Halvanden time inde i filmen smider Ritchie dog trumfkortet. En ufatteligt charmerende Hugh Grant dukker op, og pludselig emmer filmen af britisk charme i en kortere periode. ‘Spionen fra U.N.C.L.E.’ er således desværre kun et besøg værd, hvis man er inkarneret Ritchie-fan, drømmer om at blive spion eller bare må i biografen på en af de mange kommende regnfulde aftener.