Steven Spielberg leverer et imponerede koldkrigsdrama, der svælger i smukke sets, solidt skuespil og – som Hollywood foreskriver – en masse velsoignerede mænd.

”Væn vil ve get our håsband back?”, stammer den ældre frue med en tysk accent, mere kraftig end orkanen Bodil. Herefter bryder hun ud i hysterisk gråd. Det er skuespil af grel karakter, men det er meningen. Kvinden, som skal forestille at være hustru til en russisk spion, der er blevet taget til fange i USA, er blot en skuespiller, hyret af russerne i et forsøg på at manipulere en amerikansk forhandler. Denne amerikanske forhandler og advokat hedder James Donavan, og det er hans bedrifter under den kolde krig, som filmatiseres i ’Spionernes bro’.

Good ol’ American everyman
Det er Tom Hanks, der er blevet valgt til rollen som Donavan, og selvfølgelig er det det. For rollen er som skræddersyet til manden, der som ingen anden kan spille en amerikansk everyman, med familieværdierne, arbejdsmoral og en stor fædrelandskærlighed som faste ingredienser i personlighedsopskriften.

Og det er sådanne stærke, amerikanske værdier der blandt andet er årsagen til, at Donavan udvælges til at være forsvarsadvokat for den tilfangetagne russiske spion Rudolf Abel (Mark Rylance). Selv en spion har krav på juridisk repræsentation, og Donavan sympatiserer med Abel, som udviser stor loyalitet for sit land.

Der går dog ikke lang tid, før russerne også fanger en amerikaner og så må Donavan, på lige omkring samme tid som den famøse mur blev bygget, tage til Østberlin for at indgå en aftale om udveksling af fanger.

Hollywoodpænt med et twist
”Hold da mundtøj, hvor har han bare styr på det”, tager jeg mig selv i at tænke om Steven Spielberg. ’Spionernes bro’ er ikke fænomenal i alle henseender, men visuelt er der ikke mange fedtede fingre at sætte på det. Rekonstruktionen af et til dels ødelagt Berlin er overbevisende, og det er en nydelse at se, hvor omhyggeligt filmen er lyssat. Det sætter en stemning, og man føler sig i meget sikre hænder. Det kan sagtens indvendes, at det hele måske bliver lidt for Hollywoodpænt, hvor alle ustandselig er nybarberede og lækre at se på, men det gør ikke så meget i en film som denne. Her er heltedyrkelsen i centrum – og så må naturalismen altså vente til en anden dag.

Et problem der til gengæld skæmmer lidt er, hvor ufarligt det hele føles. Man er aldrig rigtig bange for, om karakterernes planer mon lykkedes, og filmen lægger sommetider lidt for åbenlyst op til en kommende udvikling. Det er eksempelvis ikke drønende subtilt, at en amerikansk pilot tages til fange næsten lige efter, at Donavan har overtalt en dommer til at skåne Abels liv med begrundelsen om, at det jo kunne være, at russerne en dag fangede en amerikaner. ”Sounds like speculation to me”, svarer dommeren. ”I guess not!”, råber manuskriptet hånligt tilbage.

Det er de velrenommerede filmskabere Joel og Ethan Coen der, sammen Matt Charman, har skrevet ’Spionernes bro’, og der er heldigvis blevet plads til andet end åbenlyse setups og prototypiske amerikanere. Flere gange mærker man brødrenes absurde og genkendelige aftryk på filmen og særligt fremragende er scenen, hvor en overgearet, sværmerisk og ikke mindst falsk hustru forsøger at lokke information ud af Donavan.

Appetitlig flødesovs med ekstra krydderi
Jeg kæmper tit, hvor bizart det end lyder, med at kokkerere en god sovs til en frisk pastaret, og derfor er det dejligt at jeg endelig kan stoppe med det nu, for ’Spionernes bro’ er netop dét. En sikkert eksekveret og flot film, der, trods en noget lang spilletid, formår at være spændende fra start til slut – også ved gensyn (jeg så den to gange på samme dag). Der er måske ikke så meget på spil og hen mod slutningen skvulper føleriet lidt over, men Coen-brødrene formår at redde filmen i land med fine indslag af absurd karakter.

’Spionernes bro’ er altså en flot film, der er lidt for sentimental, men som på kreativ vis også er morsom, og det er præcis sådan opskriften lyder på en appetitlig flødesovs med lidt ekstra krydderi.