Chris Rock har for travlt med at hade verden til at agere politimand i niende og seneste kapitel i Saw-serien, hvor der skrues op for politiklichéerne i takt med, at blodsudgydelserne udfases.

Med 20 grader og klar himmel må sommeren endelig siges at være indenfor rækkevidde, og for de fleste corona-indespærrede, solhungrende biografgængere er Halloween og blod en masse ikke øverst på ønskelisten.

Alligevel har Hollywood for første gang valgt at udsende en Saw-film i maj måned. Mens ’Nomadland’ og ’Promising Young Woman’ vælter sig i omtale og Oscar-hæder, er en ny ”Jigsaw-morder” løs i filmen ’Spiral: From the Book of Saw’.

Det sadistiske geni af en morder går, modsat sin forgænger, målrettet efter politifolk, og da liget fra den første betjent dukker op, kan ingen føle sig sikre. Den garvede kommissær Zeke (Chris Rock) sættes på sagen, og mens hans kollegaer på bestialsk vis dør på stribe, må han og hans unge makker (Max Minghella fra ’The Handmaid’s tale) fange forbryderen og samtidigt undgå at blive en del af det makabre spil. Det slipper de på alle måder rigtig dårligt fra.

En tam politifilm i forklædning

Det er nu efterhånden over 15 år siden, at den første Saw-film udkom, og efter mange efterfølgere fristes man til at spørge, om der måske er blevet kogt nok suppe på konceptet? Måske har vi i virkeligheden set de torturmaskiner, vi skulle se, og måske kan nye Saw-film kun blive lige så fortærskede og ligegyldige som ’Jigsaw’ fra 2017?

Det er tydeligt, at instruktør Darren Lynn Bousman ikke har villet begå dén fejl, og i forsøget på ikke at gentage sig selv og tidligere Saw-film har han i stedet konstrueret en kedelig krimi.

Torturmaskinerne er byttet ud med politiklichéer, og 3/4 af filmen er som taget ud af et lavbudgets ”cop show”, hvor Zeke bruger mere tid på at brokke sig over sin chef, sin ekskone, sine kollegaer og sin far (som tilfældigvis er spillet af Samuel L. Jackson) end på rent faktisk at fange den skyldige.

Zeke har så travlt med konstant at stirre tomt ud i luften med en dyb panderynke, at han aldrig opdager sin egen fars forsvinden, og hvordan, morderen får placeret et monstrum af en dødsmaskine i kælderen lige under politigården, værdiges ikke engang en forklaring. At sige at manuskriptet halter er en underdrivelse. Det slæber sig selv afsted på krykker, og derfor er det heller ikke overraskende, at det store, klassiske finale-plottwist for længst er blevet ødelagt af en alt for gennemskuelig død halvvejs i filmen.

Utilgiveligt langt mellem blodsudgydelserne

Trods floskler og sløseri er filmens mest utilgivelige fejl alligevel dens mangel på blod. Saw-film huskes sjældent for store skuespilspræstationer eller perfekt lyssætning, til gengæld brænder de sig fast i hukommelsen med endeløse skrig og spandevis af indvolde.

’Spiral: The Book of Saw’ har tydeligvis prøvet noget nyt, men når manuskript og skuespil i forvejen sejler noget så forfærdeligt, virker det som en helt igennem dårlig idé at sløjfe blodsudgydelserne. Det er, som havde filmen glemt, hvilket publikum den taler til, og efter halvanden kedsommelig time har den ikke mange mord på samvittigheden.

Først til allersidst kommer Bousmann i tanke om sit formål og forsøger kaotisk og uvilkårligt at kaste et par liter blod på skærmen, men det er alt for sent. For at føje spot til skade vises de få torturscener i korte, rodede flashbacks og langt de fleste maskiner er omtrent lige så lidt kreative, som man kunne vente af en nier.

Der er da enkelte gennemtænkte og veludførte pinselsinstrumenter, men der er stadig lang vej fra Saw-klassikere som ”the needle pit” og ”the reverse bear trap” til at hælde kogende voks ud over en kvinde, og at lænke offeret fast til togskinnerne kan umuligt have krævet megen tankevirksomhed.

 

’Spiral: The Book of Saw’ er for dig, der kalder dig Saw-fan, men i virkeligheden aldrig rigtig har brudt dig om konceptet. Den er også for dig, der altid har tænkt, at verden manglede et sørgeligt remake af ’Seven’.