Animationsfilmen ’Spirit – en fri sjæl’ opfinder ikke den dybe tallerken, men den er lige det, en børnefilm skal være – spørg bare min lillesøster, som smilede fra øre til øre hele filmen igennem. 

Dreamworks er tilbage med fortællingen om hesten Spirit, som vi første gang mødte i filmen ’Spirit – Hingsten fra Cimarron’ (2002). Som med-anmelder har jeg i dagens anledning 9-årige Philippa, som er stor Spirit fan, og hun har fast fulgt serien Netflixserien ’Spirit – Rider frit’ (2017-2019) samt alle dens spin-offs. 

Mange af de indledende scener fra filmen ligner iøjnefaldende meget seriens første afsnit, og alle karaktererne går ligeledes igen. Det lykkes dog Dreamworks at skabe en langt bedre og mere engagerende fortælling, både hvad angår karaktererne og handlingen.

Scenisk start og komiske karakterer

Solen skinner kraftigt, og frem dukker et cirkustelt med dygtige ryttere, der laver flot akrobatik på smukke heste. Publikum jubler, og fyrværkeriet sprænger. Den ene rytter stopper foran en mand med en lille baby; ryttern smiler og siger ”Vær frygtløs, Fortuna”. Hun rider videre og gør klar til den store finale. Der klippes til faren, som pludselig ser fortabt ud, og rytterens skærf flyver igennem lokalet og lander hos den lille pige (Lucky), som nu har mistet sin mor.

Filmen har en stærk omend klichéfyldt start. Den spiller på alle hjertestrengene, og det går rent ind hos min 9-årige hjælper. Da titelfiguren introduceres, er det da heller intet mindre end en klassisk filmisk oplevelse. Spirit høres, før han ses, og pludselig dukker den smukke hingst op i billedet, og han og Lucky deler et nærmest ophøjet øjeblik, da deres øjne mødes for første gang. 

Lucky (Stemme af Natascha Jessen) er en noget uregerlig, uheldig og meget eventyrlysten, ung pige. Hun har oversvømmet familiens sommerbolig, sat ild til farfarens valg-middag, samt ødelagt hans portræt med kyndig hjælp fra sin egernven, der lander pladask i ansigtet på den prominente bedstefar i dét sekund, blitzen lyder. Som Philippa siger: ”Hun gør bare alt, hvad hun ikke må.”

En fin film uden formål

Filmen byder på både humor, sorg og spænding. Det er en ganske fin film dog uden et synderligt særpræg. Den opfylder alle kravene for en god film, og der er underholdning for både børn og voksne. Desværre mangler den noget kant, personlighed og egentlig relevans. For havde vi behov for en ny ’Spirit’-film?

Men på trods af at være en gennemgribende generisk film leverer den stadig nogle vellykkede scener, der taler lige til målgruppen. I særdeleshed fik det store opgør mellem Lucky, Spirit og banditterne Philippa helt op af sædet. Som i en boksekamp høres en klokke, hver gang de gode får en af de onde cowboys ned med nakken, og for hvert et ding kimer Philippa med og gør et lille hop. Generisk eller ej så har filmen fanget sit intenderede publikum.

Et vindende venskab

Filmens sødeste sekvens er udviklingen i relationen mellem Lucky og Spirit. Først forsøger Lucky at vinde Spirits tillid med en kartoffel og senere et æble – for som Abigail siger, kræver det: ”Ro, tillid og gulerødder.”

Lucky kan nu endelig nærme sig Spirit, og de to begynder en kær og hjertelig dans af usikkerhed og tillid. To skridt frem, og et tilbage. Tangomusikken begynder så småt at dæmre frem på lydsiden, og Lucky og Spirit opnår en sød symbiose, der for alvor knytter dem sammen for altid.

Hele vejen igennem denne fornøjelige dansescene sidder Philippa med et kæmpe smil på læben, og da det endelig lykkes Lucky at hoppe op på Spirit, udbryder Philippa et bjergtaget ”wow!”.

Ingen moraliserende prædiken

På trods af den efterhånden irriterende trend blandt mange børnefilm og -tv-serier slipper man i ‘Spirit – En fri sjæl’ uden om for mange moraliserende dialoger og stereotyper. Selvom venindegruppen bestående af Lucky, Prue og Abigail har nogle overordnede træk, der adskiller dem fra hinanden, er det nu herligt at se, at de med det samme finder et venskab i hinanden fremfor den sædvanlige rivalisering.

Jeg er dog ikke helt så begejstret som Philippa, der insisterede på at sidde i en stol, der kunne lænes helt tilbage, selvom hun sad på kanten af biografsædet hele filmen igennem.

”Den var ligeså god som serien. Det er lige før jeg vil sige bedre faktisk. Filmen var bare wow!” Philippa giver filmen 5,5 stjerner. Ikke helt 6, ”for det er jo ikke ’Hotel Transylvania’”.

Og der må jeg give hende ret. Den mangler netop meget af det, der ellers fungerer for mange nye animationsfilm; den er hverken nytænkende, banebrydende eller karakteristisk. Den formår dog alligevel, at komme i mål som en gedigen børnefilm, der er både morsom, hyggelig og hjertevarm.