Et socialrealistisk drama spækket med barsk og lidt tør humor. En film der benytter sig af de harske fordomme om landsbylivet og grænselandet mellem kulturforskelle og socialklasser.

Spise Sove Dø udspiller sig i en lille landsby i Sverige, hvor Rasa (Nermina Lukac), en 21-årig muslimsk pige, bor sammen med sin far. Rasa arbejder på en salatfabrik sammen med sin gode ven Nikki. Det er et job hun sætter stor pris på, og det er samtidig den lille families eneste indtægtskilde. Da Rasa og en håndfuld af hendes kollegaer til stor overraskelse bliver fyret, bliver den lille gruppe præsenteret for det bureaukratiske system og dagpengeland. Rasa ligger ikke på den lade side i forsøget på at finde et nyt job i den lille landsby, men det går hurtigt op for hende, at arbejdsløsheden måske skal tvinge hende væk fra den lille landsby, som hun holder så meget af.

Instruktøren Gabriella Pichlers formål med filmen er at gøre op med en række fordomme om indvandrere i forstæderne og den generelle kliche om, at alle unge ønsker sig væk til storbyens travle og mere spændende hverdag. Med dette budskab åbner Pichler op for en større politisk debat om socialklasser, og hun sætter således spørgsmålstegn ved, hvorvidt alle mennesker opfatter en længerevarende uddannelse og et højstatus job, som en mulighed i livet.

Filmen er systemkritisk. Den udstiller det svenske bureaukratiske dagpengesystem med dens skildring af, hvordan arbejdsløse bliver tvunget til at deltage i diverse coaching programmer og kompetencekurser.

Spise Sove Dø er en film, der giver stof til eftertanke. Den belyser nogle væsentlige samfundsproblematikker, og den gør op med nogle fordomme, hvilket var Pichlers hensigt med filmen. Men ved at gøre op med nogle fordomme, bliver filmen katalysator for andre. Jeg synes at Pichler, på trods af hendes gode hensigt, kommer til at udstille en social klasse, hvilket i mine øjne skaber en stereotyp af landsbyboere, som ikke er helt hensigtsmæssig.

Samtidig føles denne socialrealistiske film længere, end den i virkeligheden er. Historien kunne have været fortalt på den halve tid. Heldigvis bliver denne lidt lange film, med det hårde tema, lidt lettere at se, da den er præget af en noget hård humor, som opløfter filmen på en meget vellykket måde.

For ikke at glemme skuespillet. Det der skaber en socialrealistisk film er, at historien der fortælles, fiktiv eller ej, kunne udspille sig i den ”virkelige verden”. Dette er lykkedes for Pichler, hvilket langt hen ad vejen skyldes den gode casting og det formidable skuespil. Størstedelen af karaktererne spilles af amatørskuespillere, og deres præstationer gør det muligt for seeren at forestille sig, at filmens begivenheder kunne finde sted i virkelighedens udkantssverige.