Ja, Vanessa Hudgens og Selena Gomez render halvnøgne rundt og tager stoffer og bruger skydevåben!

…

Læser du stadig med? Okay, så kan jeg glæde og sikkert også overraske dig med, at Spring Breakers faktisk er yderst interessant og seværdig, selv hvis den ikke havde Disney-darlings castet i de udskejende roller. Det skyldes især en eminent James Franco og en instruktørs vision, som man enten kan elske eller hade – men kun kalde modig.

Meningsfuld sexfiksering?
Hudgens, Gomez og de to andre pigers (Rachel Korine og Ashley Benson) undskyldning for de voldsomme eskapader er spring break i St. Petersburg, Florida – det magiske tidspunkt og sted, hvor proportionelt velstillede piger aldrig siger nej, og pumpede douchebags altid udnytter det faktum. Det er alt, hvad danske provinsunge af geografi og sind kun kan drømme om, når de tager på Ung Rejs – og mere til. Og stemningen har filmens instruktør, Harmony Korine, der allerede har kultstatus i mere nørdede kredse, fanget i bedste(/værste) Girls Gone Wild-stil. Han har været ude til ægte spring break-fester og filmet unge mennesker, der var mere end villige til at smide tøjet foran kameraet. Og som om det ikke er nok, er der også rig fokus i første tredjedel på de dele, som hovedrollernes bikinier knap dækker.

Så hvorfor er den interessant for andre end bare hormonelle teenage-drenge? Det er den, fordi Harmony Korine bruger stilen til at danne et indtryk af den seksuelle vildskab, som spring break repræsenterer. Og når vildskaben sidenhen blandes med stoffer og dødelig vold, bliver stemningen så intens, at det ligner en (dog stadig nedtonet) version af Natural Born Killers i teen edition. Det føles som at være tilbage i postmodernismens storhedstid, nu med Skrillex og en version af Britney Spears’ “Everytime”, som på en eller anden måde formår at blive nærmest smuk, når den synges igennem James Francos guldtænder med bevæbnede, Pussy Riot-lignende piger dansende omkring sig som Dødens Engle. Man må se det, før man tror det!
Mine damer og herrer: James Franco!
Men James Francos karakter, Alien, begrænser sig ikke til et gebis. Han introduceres for alvor i denne scene efter at have købt de fire piger ud af fængsel (for besiddelse af stoffer), og man indfanges straks af hans cornrows, tatoveringer og ordet y’all efter alle sætninger. Han er på samme tid umanerligt sjov og frygteligt intimiderende. Han viser sig at være leder af sit eget lille narkoimperium og derfor rig og spændende nok til at charmere sig ind på pigerne, der er blevet besat af rushet i vold og lette penge efter at have røvet en diner. James Franco går fuldstændig ind i karakteren og giver en opvisning i sit enestående talent for karakterskuespil. Specielt elegant er en scene, hvor han ivrigt fremviser sit hus, rigdomme og kastestjerner, mens han, som en anden Gatsby, kaster om sig med sine shorts i alle farver.

Og allerede på dette tidspunkt er man begyndt at mærke en syret puls i klipningen. Små fritstående klip og lydbider, som virkede kronologisk passende, da de blev vist, viser sig sidenhen at tilhøre andre handlingsmomenter. Det skaber en dramaturgisk spænding, der får sin energi fra uvisheden – sker det, jeg betrager, nu, eller har det allerede fundet sted?

Det er ikke alle, der vil dele min begejstring for Spring Breakers. Det tør jeg godt love. Og det har intet at gøre med, om man “forstår” filmen eller ej – den er såmænd ret overskuelig – men at det er en fortælling, der står og falder med sin specielle stemning. Og at mennesker slet og ret fanger stemninger forskelligt. Jeg har da også selv den anke, at der efter en halv time blev for meget fokus på det visuelt kønslige til min smag. Jeg nåede lige akkurat at blive i tvivl om, om Harmony Korine er en strategisk filmkunstner eller bare en pubertær liderbuks.

En uundværlig filmoplevelse
Spring Breakers skal ses, uanset hvor interessen kommer fra. Det underholdende element i teenidolernes voldsomme udskejelser er rigeligt i sig selv. Det samme er Francos mesterlige balance imellem humor og trussel. Og sidst, men ikke mindst, skal man se den for at opleve en vovet og anderledes fortolkning af begivenheder, som oftest ender som ufarlige sexkomedier. Hvor positiv oplevelsen er, kan jeg ikke garantere for. Men hvis jeg kunne, var Spring Breakers ikke nær så anbefalelsesværdig.

5 ud af 6 stjerner