’Spy’ er rigtig charmerende den første gode time, men plottet falder fuldstændig sammen hen mod slutningen, og en del jokes trækkes for langt ud.

Melissa McCarthy er en af de første kvindelige skuespiller, der primært er kendt for at være tyk og sjov. Den overdrevne, højtråbende, ucharmerende karakter har i efterhånden mange år været en meget typisk karakter i komedien, men den har som oftest været mandlig. Det kan derfor ses som et friskt pust, at en kvindelig skuespiller kan blive stor i denne type komedie. Mit problem har bare været, at jeg ikke har fundet hende sjov. Når jeg har set ’Identity Thief’ eller ’Tammy’, har jeg mest af alt haft lyst til at slukke igen, og Melissa McCarthy har været en stor del af grunden. Hendes brogede karakter har simpelthen været for meget at se på.

Mission McCarthy

I ’Spy’ spiller McCarthy en meget anderledes type. I rollen som den usikre agent Susan Cooper er støjende og brutal erstattet med naiv og begejstret. McCarthy viser, at hun kan spille en helt anden karakter til punkt og prikke, og hun formår at være sjov på en ny måde.

’Spy’ handler om Cooper, som arbejder for CIA. Hun har, siden hun blev ansat, siddet bag skrivebordet for at hjælpe agenterne i felten. En dag bliver agenternes identiteter dog kompromitteret, og der er behov for et ukendt ansigt, der kan lave spionarbejde. Det bliver naturligvis Cooper, som sendes i marken, og hun skal nu prøve kræfter med det arbejde, hun ikke helt selv tror, hun er god nok til at udføre.

McCarthy er rigtig sød i rollen som Susan Cooper, og man ønsker, at det går hende godt. Da Cooper for alvor indfinder sig med at være spion, kommer den mere typiske Mccarthyisme op i hende igen, men på grund af den udvikling, vi har overværet, virker det langt sjovere og slet ikke for meget. McCarthy formår derfor på vidt forskellige måder at bidrage med en masse gode øjeblikke, som absolut er værd at se.

Too shaken and stirred

’Spy’ virker lidt som ’Kingsman: The Secret Service’s mindre sjove lillebror. Det er en R-rated spion-komedier, som i lige så høj grad gør grin med genren, som den fortæller en historie. ’Spy’ har bare et dårligere plot, og den har færre karakterer, som for alvor bidrager til filmen. Coopers bedste veninde Nancy (Miranda Hart) er slet ikke så sjov, som filmen forsøger at gøre hende, og man var langt hen ad vejen helst fri for hende.

Der er også en anden, mere grovkornet spion – spillet af Jason Statham – som følger med i felten. Han er ret sjov i første halvdel af filmen, men han bliver i høj grad en parodi på sig selv, og det bliver sværere og sværere at købe ham som en rigtig spion.

Hele filmen falder faktisk fra hinanden hen mod slutningen. Historien giver ingen mening, og der er et par twists, som hverken er overraskende eller bidrager med noget til filmen. I stedet holder ingen af karakterernes handlinger i tredje akt, og der bliver længere og længere mellem grinene. Det er lidt ærgerligt, at en film, der faktisk starter med nogle virkelig sjove jokes, har en decideret dårlig slutning, men den samler heldigvis op til allersidst og lader én forlade salen med et grin.

Jeg kan sagtens anbefale ’Spy’, hvis man bare ønsker sig et par billige grin, men hvis man misser det sidste kvarters tid, er det ikke det værste, der kunne ske.