’St. Vincent’ er en meget middelmådig film med nogle rigtig charmerende øjeblikke. Den holdes først og fremmest oppe af castet, men det er ikke helt nok til at gøre op for den trætte historie og et overforbrug af klichéer.

Bill Murray er en af de få skuespillere, der har formået at spille samme type gennem næsten hele sin karriere uden at miste grebet. Når han er grov og sarkastisk, kan man ikke lade være med at grine med, og han har en naturlig charme, man altid falder for. Dette er også tilfældet i ’St. Vincent’, i hvilken han spiller en gammel alkoholiseret sortseer, som knytter et særligt bånd med sin nabo og hendes søn. Vincent (Murray) er ikke en sympatisk mand, men man har en vis forståelse for, hvorfor han er endt, som han er. Jeg finder det dog svært at opmønstre så megen sympati for Vincent, som filmen ønsker sig. Selv Bill Murrays charme kan ikke gøre op for, at Vincent får sagt nogle forfærdelige ting til skrøbelige mennesker, som det er svært at tilgive.

Sankt Oliver

Alle filmens karakterer kommer fra de lavere sociale klasser, og dette er i høj grad filmens tema. Melissa McCarthy er muligvis i sin mest sympatiske rolle nogensinde som den stressede mor Maggie, der prøver at forsørge sit barn på egen hånd, efter hun har forladt sin mand. Luderen Daka (Naomi Watts) viser en overraskende stor forståelse for Vincent samt en vilje til at hjælpe ham. Selv Zucko (Terrence Howard), en lånehaj Vincent skylder penge, er en forholdsvist menneskelig karakter. Filmen lægger således et meget sympatisk menneskesyn for dagen, men det slår aldrig særlig stærkt igennem. Dette er i høj grad på grund af, at både handlingsforløbet og karaktererne er for karikerede. Maggies søn Oliver (Jaeden Lieberher) er for at sige det lige ud en urealistisk karakter. Han har en vis barnlighed, men han er alt for empatisk, forstående og velformuleret, til at man kan tro på, at han er omkring 12 år gammel. Det kommer derfor til at virke meget klichéfyldt og kunstigt, når han bakker sin mor op, og når han hjælper Vincent med at blive et bedre menneske. Det samme gør sig gældende for den jævnaldrende Ocinski (Dario Barosso). Ocinski starter med at tæske Oliver, men så snart Oliver forsvarer sig, viser Ocinski en helt anden side af sig selv, og de bliver gode venner. Det virker simpelthen konstrueret, og i stedet for at skabe en dybere karakter springer filmen fra at portrættere én stereotyp til en anden.

Kort historie lang

Plottet er heller ikke særlig originalt. Historien om barnet, der hjælper en nedbrudt gammel mand til at blive et bedre menneske er efterhånden ved at være så brugt som den ældre mand, historien portrætterer. Filmen gør ikke noget for at grundhistorien, selvom Vincent muligvis formår at være mere ubehagelig end den typiske ældre mand. Humoren sørger for, at filmen kommer sikkert i land. Det er generelt en stor fornøjelse at se Bill Murray nedbryde folk psykisk, og Oliver har en lærer spillet af Chris O’Dowd, som får smidt par dejlige, blasfemiske kommentarer, der både overrasker og fryder. Man kan ikke undgå at grine højlydt et par gange, og det generelt glimrende skuespil skaber en hyggelig stemning, der smitter af på seeren. Man skal dog se en del halvkedelige scener igennem, og filmen er simpelthen for lang, i forhold til hvad den har at byde på. Hverken Bill Murray eller Melissa McCarthy kan gøre helt op for en historie, der er alt for fuld af klichéer.