Jeg har været bekendt med Star Trek i omkring 10 år. Jeg husker tydeligt første gang jeg oplevede Star Trek. Det var i en sen nattetime hos min mormor, hvor jeg lå i stuen, og ledte desperat efter noget på TV. Jeg så at Star Trek: The Next Generation startede midt om natten. Jeg kendte Star Wars, og vidste at Star Trek var næsten lige så stort.
Jeg var nysgerrig efter at se hvad det var. Introen forklarede alt hvad jeg behøvede at vide om den kontinuerlige rejse igennem galaksen, en udforskningsmission. En europæisk kaptajn, som var belæst og pacifist. Jeg havde aldrig troet jeg skulle se det fra amerikansk tv. Jeg var forelsket. Jeg følte magien, og en beslægtning med alle de, som før var blevet forelsket. Det har været sørgeligt at følge Star Trek i de sidste svage år, mens det langsomt døde ud. Interessen var faldende, kvaliteten var faldende, og det så ikke ud til at det ville overleve.
Her 10 år efter kommer så JJ Abrams’ reboot. Tidens nostalgiabølge blev Star Treks redning. Interessen er tilbage, men hvordan ser det så ud med kvaliteten?
Magien er væk. Denne nye Star Trek film har mere til fælles med forfatternes sidst producerede film Transformers, end med TV-serierne. Man er gået på kompromis med alt man før forsøgte at putte ind i Star Trek, for at gøre det anderledes og klogere end det meste andet science fiction TV. Det der har lidt allermest, er noget af det som gjorde Next Generation til fremragende TV – rolighed. Der var altid tid til at tænke i Next Gen, tid til at tygge på dilemmaer og konflikter. I Abrams’ Star Trek er der ikke tid til nogetsomhelst. Star Trek er min kanditat til prisen for mest action i en film nogensinde. Normalt skal amerikanerne jo have en action sekvens ca. Hvert 10. Minut for at holde interessen, men jeg vil skyde på at Star Trek i gennemsnit har en action sekvens hvert 3. Minut. Filmen starter med action, og fortsætter med action, derefter kommer der action, og så en actionscene. For alle os som håbede på at tænke lidt, er der ikke noget at komme efter.
Skuespillerne gør det generelt godt. Karl Urban er rigtig god som McCoy, og hans introduktionsscene er helt klart et af filmens højdepunkter. Anton Yelchin lyser op på lærredet som den unge whizkid Chekov. Resten af holdet virker komfortable og sikre i deres præstationer, her er der ikke en finger at sætte på noget. Man har også hevet etablerede kræfter ind som Bruce Greenwood og Eric Bana til at give de unge lidt modspil. Eric Bana er fanget i en latterlig skurkerolle, som nærmest er en parodi på en tegneserie skurk – sur, vred og med en monolog som forklarer hans motivation. Greenwood er det nærmeste man kommer på en faderfigur i Star Trek-eventyret, og gør det ganske udmærket, uden at være nogen åbenbaring.
Musikken er et af de værste elementer i Star Trek. De to vigtigste ting ved en action-adventure film, jeg har det som om jeg siger det her hver sommer, er de visuelle effekter og musikken. Effekterne er upåklagelige, men musikken er simpel, anonym, kedelig og banal. Det er så synd, når man sidder og ser på scener som man ved kunne være storslåede hvis ellers ens følelser blev aktiveret i nok grad af musikken, men forstår at på grund af Michael Giacchinos manglende talent, fejler filmen i de vigtige øjeblikke, og den mister sin nerve, og sin evne til at imponere.
Star Trek er action, whambam, zingaling og ellers bare deruda’. Karaktererne er stadig elskelige, omend de i langt større omfang end tidligere skal forholde sig til plottet. Som amerikansk summer blockbuster er Star Trek en succes, men man kan kun ærgre sig over at Star Trek var nødt til at ende der.
Skrevet af HENRIK SEEHUSEN