Den store forfatter Stefan Zweig, der har bidraget med så meget åndelig intellekt til Europa og resten af verden, får i ny filmatisering en flot hyldest på det store lærred.
At lave en tilfredsstillende film om Stefan Zweig er uden tvivl en veritabel størrelse. Hvordan indkapsler man hans person, hans værker og hans indflydelse på sin samtid på en overbevisende måde? Stefan Zweig står som en af de mest produktive, og indflydelsesrige personer i det 20. Århundredes Europa. Østrigske Josef Harder gør det først og fremmest fremragende som den store europæer Zweig, men Maria Schrader formår ligeledes med sin instruktion at ramme nerven i Zweigs ånd og betydning for det 20. Århundrede.
Et filmisk efterskrift
Filmens titel ’Stefan Zweig: Farvel til Europa’ giver allerede en fornemmelse af, hvad der er i vente. Et portræt over en af nyere tids største forfattere, der på ulykkeligvis tog sit eget liv i Brasilien sammen med sin anden kone Lotte (Aenne Schwartz). Dette fungerer også som filmens udgangssekvens. De 106 minutters spilletid fremstår ikke som en klassisk biopic, men snarere som et filmisk efterskrift for Zweig og hans liv. Det halvdokumentariske drama giver en troværdig skildring af Zweigs sidste leveår netop med samme afstand til privatsfæren, som hans egne skriverier tager. Personligt og universelt, men ikke for privat og belurende.
Filmen indeholder en prolog i 1936, tre hovedkapitler og den tragiske epilog med Zweigs selvmord i Petropolis, Brasilien i 1942. Maria Schrader inviterer os med på Zweigs mange rejser til Brasilien, Argentina og USA men aldrig til hans europæiske hjemstavn. Og ligesom vores hovedperson så føler man sig som seer på behørig afstand af de bekymrende tendenser i Europa, men alligevel med vished om disse i tankerne.
Som eksil-jøde fra nazistiske Tyskland er den gode forfatter tvunget på flugt, men han nægter både at tale dårligt om Tyskland eller at miste troen på fremtiden, og han turnerer til stor begejstring for hans tilhørere rundt i Amerika.
Der bliver snakket tysk, portugisisk, fransk og engelsk, når Zweig filosoferer over Brasilien som et fremtidens land, hvor folk af forskellig art lever i god fordragelighed. For vores hovedperson lader sig ikke rive med af den ophidsede stemning, der hersker i de intellektuelle kredse, han færdes i og vælger til en hver tid ordet over slagordet, når talen falder på den europæiske tilstand.
Den gode europæer der fejlede
Netop den manglende forkastelse af Tyskland er Zweigs store kæphest, som på ulykkeligvis også bliver hans endeligt. Hans værker ’Skaknovelle’ (1941) og ’Verden af i går’ (udgivet posthumt) kan ses som udtryk for, at selv Stefan Zweig måtte opgive håbet. To vidnesbyrd om moralsk bankerot og en endelig afstands-tagning fra det nazistiske Tyskland, som ødelagde så meget for Europa og Zweig. For han tabte sin åndelige og idealistiske kamp. Det troede han i hvert fald selv, han blev desværre aldrig vidne til krigens udfald. Denne bekymring og kamp i Zweigs liv er forbilledligt og troværdigt skildret på lærredet, og det er svært ikke at nære stor sympati for den gode skribent.
’Stefan Zweig: Farvel til Europa’ er ikke bare en god men også vigtig film. Et vellykket filmisk drama der udspiller sig i en af verdenshistoriens vigtigste perioder og giver et nyt perspektiv på denne tid. Ikke alle film, der udspiller sig i tiden omkring anden verdenskrig, behøver at indeholde yankees og krig på det europæiske kontinent. Den åndelige kamp, som skikkelser som Stefan Zweig kæmpede, er et vigtigt aspekt, som Maria Schrader minder os om.