Argentinsk ”sensuel” sæbeopera på den Pornhub-premium-agtige måde.

Da familiens aldrende patriark får et slagtilfælde, vender datteren Eugenia tilbage fra Paris, hvor hun har boet de sidste mange år. Hjemme på familiens gods, La Quietud (da. Stilheden), genforenes Eugenia med sin mor og søsteren Mia.

For første gang i lang tid konfronteres de tre kvinder med hinanden, og det tager ikke lang tid, før fortidens spøgelser, dystre familiehemmeligheder og undertrykte traumer afdækkes.

Langsomt men sikkert krakelerer fundamentet for familieidyllen. Den kvælende stilhed, der omgiver det mystiske og idylliske familiegods, brydes nu af familiens smertelige følelsesliv.

Kan Eugenia og Mias tætknyttede venskab overleve en opvækst, der er bygget på løgne?

Dårligt på den gode måde
’Stilheden’ er sæbeopera med stort S. Der er alt for mange underplots at holde styr på. Alt for mange karakterer, og de knalder fuldstændigt uhæmmet til højre og venstre. Og ja, de er naturligvis alle sammen hinanden utro.

I sidste halvdel af filmens 112 minutter byder næsten hvert eneste sceneskift på et nyt ”plottwist”.

Det er til at blive helt forpustet af, men det er faktisk også filmens styrke!

’Stilheden’ er nemlig ikke en god film: skuespillet er teatralsk på grænsen til det komiske. Plottet bevæger sig for hurtigt til, at man kan nå at lære karaktererne at kende. Deres personligheder virker i øvrigt flade og deres handlinger er ofte umotiverede.

Men det ender med at være ret så ligegyldigt. Selve historien bliver nemlig til sidst så indviklet og skør, at man stadig er nysgerrig efter at se, hvordan det hele dog skal ende.

Pornhub-Pablo
Hele misæren bærer præg af at være både skrevet og instrueret af en 50-årig mand. Specifikt argentinske Pablo Trapero.

Han nyder tydeligvis at kunne kigge på noget frækt i klipperummet. Hovedpersonerne, de to søstre, bliver i hvert fald i den grad forgudet af hans kamera.

’Stilheden’ bryster sig af at være et sensuelt studie af to søstres seksualitet, følelser og indbyrdes intimitet. Det er dog mit klare indtryk, at instruktøren mest bare synes, Martina Gusman og Berenice Bejo er utroligt flotte at kigge på.

Det skorter i hvert fald med at give plads til, at deres respektive portrætter af henholdsvis Mia og Eugenia kan bruges til meget mere end genstand for mandligt begær.

Tilsæt nogle mærkværdig incestuøse associationer, og antydningen af en midaldrende mandlig argentinsk filminstruktørs fetich toner sig så småt i horisonten.

Det er ikke for at kinkshame’e, men ærligt, dude: oparbejd nosserne til at blive pornofilmsinstruktør, og lad os andre være i fred. Guderne skal vide, at spillefilmsmediet portræt af kvinder og deres seksualitet i lang nok tid har båret præg af instruktører, der hverken er unge eller andet end mænd.

Men uanset hvad så er ’Stilheden’ klassisk sæbeopera af bedste skuffe. Et must see, hvis man har en forkærlighed for genren.

Det er desværre dog en ”acquired taste”, jeg endnu har til gode at erhverve mig.

Copyrights: Filmbazar