I Still Walking, en stille, gribende film fra den japanske instruktør Hirokazu Kore-eda, samles tre generationer af en familie en varm sommer dag under samme tag, for at mindes den ældste søns død 15 år tidligere. Historien er sat i en smuk havneby, men udspiller sig i barndomshjemmets stramme firkantede rammer. Filmen viser en melankolsk, til tider rasende genforening. Det er sorgen der har bragt den spredte famile sammen, og til tider synes dette, at være det eneste de har tilfælles.

Som mange familiesammenkomster er dagen centreret om et måltid. Historien begynder lige så stille at tage form under small talken, børnebørnene der griner højlydt og de bitre kommentarer og skarpe blikke mellem den søn der ikke er død, Ryota (Hiroshi Abe) og den tavse bedstefar Kyohei (Yoshi Harada). Still Walking handler i høj grad om, hvad der betyder at vende tilbage til et hjem man har tilført ånd, kærlighed, raseri, frygt og fortvivlelse, og derefter forladt.

I modsætning til vestlige familiedramaer, som ofte består af hysteriske anfald eller voldelige udbrud, er det en blanding af nag, indestængt vrede, høflighed og respekt der er indholdet i mange af samtalerne i Still Walking. Dette tilfører lidt spænding til den ellers meget stille film.

For det meste bevæger kameraet sig rundt i huset med de forskellige personer, men til tider dvæler det over en vase på et bord, et billede på væggen eller den smukke japanske have. Billedekompositionerne er harmonisk balanceret, familien er ofte centreret i de geometriske mønstre skabt af Shoji skærme og de åbne døre.

Kore-eda, har et bedragerisk enkelt touch. Han fanger skønhed i farten: børnebørnene der leger, bedstefaderen der gemmer sig på sit arbejdsværelse og samtalerne mellem mor og datter i køkkenet. Han lader billederne fortælle historien og tilføjer små detaljer som blikke, fagter og samtaler mellem personerne.

Den originale titel, Aruitemo aruitemo, (Selvom du går og går), synes at indfange filmens ånd bedre end den engelske. Familien bliver, år efter år, ved med at slæbe sig igennem denne forfærdelige tradition, der betyder at bedsteforældrene, kan holde livet ud og have en undskyldning for at se deres to andre børn. Selvom Kore-eda begrænser sin fortælling til 24-timer, føler man som publikum, at man kender disse mennesker. Man bliver ført ind i en verden, fremmed fra den man kender til. Triste traditioner, ære og en fascinerende kultur. Så selvom historien bag filmen er trist og sørgelig, føles Still Walking som 90 minutters meditation.

4 ud af 6 stjerner